Beregning af afkasthøjder

Afkasthøjder kan fastsættes ud fra beregning af spredningsfaktoren og eventuelt en OML-beregning. En OML-beregning er en Operationel Meteorologisk Luftkvalitetsmodel, som beregner luftforureningen ud fra en række meteorologiske data.

Beregning af spredningsfaktoren
Før man går i gang med en OML-beregning, skal spredningsfaktoren beregnes. Spredningsfaktoren er kildestyrken (udledt stof i mg/s) divideret med det udledte stofs B-værdi:

Spredningsfaktoren S = G/B

En tommelfingerregel

Hvis spredningsfaktoren er mindre end 250 m³/s , skal afkastet blot føres 1 meter over tagfladen på en måde, så det frit kan fortyndes.

Hvis spredningsfaktoren er større end 250 m³/s , skal der foretages en OML-beregning for at finde den nødvendige afkasthøjde. I nogle tilfælde er der også behov for rensning af luften.


For at beregne spredningsfaktoren skal virksomheden

1) Finde ud af hvilke stoffer eller stofgrupper og mængder heraf, der kommer ud af afkastet.
2) Finde B-værdierne for stofferne eller stofgrupperne.

Oplysninger om hvilke stoffer, der udledes, kan virksomheden finde i datablade for de hjælpestoffer og råvarer, der indgår i virksomhedens processer.

B-værdier kan findes i B-værdivejledningen.

Hvis der udledes flere stoffer gennem afkastet på samme tid, gennemføres beregningen for det stof eller den stofgruppe, som har den største spredningsfaktor.

Miljøcentret anbefaler, at virksomheden kontakter en rådgiver, hvis der skal foretages en beregning.

OML-beregning

I forbindelse med en OML-beregning er der behov for en række oplysninger:

Målfast kort, der viser placering af afkastet, samt placering og højde af bygninger med videre, som ligger i nærheden.

Oplysninger om indre og ydre diameter af afkastet.

Oplysninger om hvilke stoffer eller stofgrupper, der udledes, og i hvilke mængder de maksimalt udledes (f.eks. i mg/s). Mængden kan bestemmes ved beregning eller måling.

Oplysninger om maksimal ventilation i m³/h.

Oplysninger om eventuelle filtre og dokumentation på filtrenes effektivitet, det vil sige, hvor meget af stoffet kan filtrene fjerne.

Oplysninger om terrænforholdene indenfor cirka 20 gange afkasthøjden. Hvis området ikke er plant, vedlægges topografisk kort over området.

Oplysninger om hvad de nærmeste bygninger - eksisterende og planlagte - anvendes til, fx bolig, kontor, industri med videre, og i hvilken højde vinduer, friskluftindtag med videre er placeret.

 

Siden er opdateret:  13-07-2011
Ansvarlig:  Anne-Mette Andersen • e-mail:  aann@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5809
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!