Hvornår er en tank forældet?

Med de nye regler kan tanke kun benyttes i en vis årrække. Herefter er de forældede og skal sløjfes. Bemærk reglerne gælder kun villaolietanke, dvs. tanke under 6000 l. Er din tank større, bør du kontakte kommunen.

Det er af stor betydning, om tanken er typegodkendt eller ej, og om den er fabrikeret af plast eller stål. Godkendelsen fremgår af tankattesten. På de typegodkendte tanke vil der desuden sidde et mærkeskilt med et fabrikations- og et godkendelsesnummer. Eksempelvis gælder følgende:

Nedgravede olietanke af stål

Typegodkendte olietanke, som er udvendigt glasfiberbelagte og indvendigt korrosionsbeskyttede skal sløjfes senest 50 år efter fabrikationsåret. (Disse tanke omfatter alle typegodkendte tanke fabrikeret fra 2000 og frem)
Typegodkendte olietanke, som er udvendigt glasfiberbelagte skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret. (Disse tanke omfatter alle typegodkendte tanke fabrikeret i tiden 1970-1999)
Tanke med udvendig glasfiberbelægning som ikke er typegodkendte, eller hvor produktionsåret ikke kan fastlægges, skal sløjfes senest 31. marts 2010

Øvrige tanke sløjfes straks

Overjordiske (herunder indendørs) tanke af stål

Typegodkendte olietanke fra 1. januar 2000 og frem ( indvendig korrosionsbeskyttede ) skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret. Disse tanke omfatter alle typegodkendte, overjordiske ståltanke, undtagen tanke, hvor godkendelsesnummeret (et 6-cifret G-nr.) slutter med et ”0”.
Øvrige tanke skal sløjfes senest 30 år efter fabrikationsåret. Tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes senest 31. august 2008.

Overjordiske (herunder indendørs) tanke af plast

Enkeltvæggede tanke skal sløjfes senest 25 år efter fabrikationsåret

Dobbeltvæggede tanke skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret

Enkeltvæggede tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes senest den 31. august 2008

Nedgravede plasttanke

Tanke skal sløjfes senest 45 år efter fabrikationsåret.

Tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes senest 31. marts 2015.

Nedgravede, kugleformede tanke af plast (polyethylen) og fremstillet af firmaet AJVA-PLAST A/S, skal sløjfes senest 20 år efter nedgravningen. (Dette omfatter tanke, der er fabrikeret i tiden 1973-1984).

Overskridelser af sløjfningsterminer

Sløfningsterminerne må som udgangspunkt ikke overskrides. Men ingen regel uden undtagelse!

Planer om kollektiv varmeforsyning

Tilsynsmyndigheden kan, i tilfælde hvor der er planlagt kollektiv varmeforsyniing tillade overskridelser af sløjfningsterminerne i op til 2 år. Her er det dog en betingelse, at ejeren senest en måned efter modtagelse af tilladelsen fra myndigheden sender denne sammen med oplysninger om, at anlægget er i en sådan vedligholdelsestand, som angivet i § 37 i olietankbekendtgørelsen. Såfremt forsikringsgiver finder, at vedligeholdelsestanden ikke er som angivet i olietankbekendtgørelsen, kan forsikringsgiver meddele ejer af anlægget dette.

 

Siden er opdateret:  05-05-2011
Ansvarlig:  Jette Christina Hansen • e-mail:  jcha@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 6589
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!