Teoretisk fundament

I den systemiske tænkning er fokus på de menneskelige relationer, positioner og tanker, som opstår i den indbyrdes kommunikation og interaktion. Maturanas tese, er at vi aldrig helt kan forstå verden uden for os selv, men at vi via vores egen meningsstrukturer, kommunikativt kobler os til den ydre verden. Pædagogen kan gøre opmærksom på det hun ser, det hun høre og det hun mærker, føler. Det er ikke ensbetydende med, at det er det borgeren mener han siger, høre eller føler, men det er her, vi kan komme til en forståelse ved ikke at tolke, men kommunikerer. Det er beboernes egne beskrivelser af forholdene og deres handlinger i bestemte situationer som er udgangspunktet for pædagogens opmærksomhed og udforskning.

Hegel mener at princippet om anerkendelse er grundlaget for etikken. Moralske holdninger har noget at gøre med udøvelse af anerkendelse.

Honneth overtager fra Hegel den ide, at menneskers vellykkede identitetsdannelse er betinget af gensidig anerkendelse, og han konstruerer med sin anerkendelsesteori et begreb om det gode liv. Hans grundantagelse er, at menneskets identitet er afhængig af gensidige anerkendelsesrelationer.

Honneths kobling af anerkendelse og identitet er åbenlyst relevant for en pædagogisk praksis, der sigter på menneskelig opblomstring. Honneths tanker handler om generelle mellemmenneskelige relationer; Den virkelighed vi har i Aktivitetshuset fordre en metode der tager højde for, at vi tænker forskelligt ud fra vores position/kontekst, samt en metode der kan bruges for borgere der er kommunikativt svage.

Kommunikationen imellem pædagog og borger skal virke, således at pædagogen får en forståelse for borgerens synsvinkel på sagen, og ikke en kamp om, hvem der har ret.

Metoder

I Aktivitetshuset, anvendes bla. ICF(International klassifikation af funktionsevne, funktionsnedsættelse og helbredstilstand) som referenceramme i rehabiliteringsarbejdet. Dette kombineres med en neuropædagogisk tilgang til borgerne.

Neuropædagogik skal bevirke, at brugeren styrker sine funktioner og kompensationsmuligheder, øger sin selvhjulpenhed og de sociale kompetencer samt får en øget forståelse for egen og andres situation. Samtidig skal hverdagen med pædagogens hjælp tilrettelægges på en måde, så borgeren får mulighed for at trække på sine stærke sider. Kun gennem en grundig afdækning af vanskeligheder, ressourcer og kontekstuelle vilkår hos brugeren kan den neuropædagogiske træning tilrettelægges således, at den bliver meningsfuld.

Det er væsentligt at understrege, at vi i Aktivitetshuset ikke ser neuropædagogik som en fast fremgangsmåde, men en forståelsesramme, som benyttes kreativt og intuitivt.

Formålet med forståelse er derfor ikke kun at forstå beboerne, men også altid selvforståelse. Forståelse er noget, der gennemtrænger alle vores erfaringer, fordi forståelse ikke er en metode, men en måde at være til på som menneske. Og al forståelse er ultimativt selvforståelse.

Dette indebære at man som pædagog hele tiden skal arbejde med sin egen udvikling.

I Aktivitetshuset, arbejder personalet bevidst om deres tilgang til beboerne, og kan dermed give dem et mod/medspil i deres hverdags problematikker, således at den enkelte borger opfattes som samarbejdspartner, hvor vedkommende aktivt skal tage del i og ansvar for egne beslutninger, og udførelsen af disse.

I Aktivitetshuset, har vi valgt, at kombinere brug af samtaler, observationer, neuropædagogiske og ergoterapeutiske undersøgelsesmetoder, mål, ønsker ressourcer og begrænsninger for den enkelte beboer, med videoen som værktøj. Begrundelsen for dette, ligger i, at arbejdet med borgere med erhvervet hjerneskader, ofte har vanskeligt ved at kommunikere, og svært ved at give udtryk for deres ønsker og behov.

Videoen bruges til at give personalet et detaljeret indtryk af borgerens virkelighed.

Videoen bruges til at vise personalet deres egne og borgernes potentiale.

Videoen bruges til at give personalet konkrete informationer, skridt for skridt om hvorledes en ændret adfærd kan løse problemer.

Videoen bruges til at tjekke op, hvorvidt den ny handlemåde har den rette effekt.

Vi kan ikke undgå problematikker, men vi kan bruge dem, som en mulighed for at lære nye færdigheder og stimulere vores beboere til fortsat vækst og udvikling. Vi ser vores borgere som selvreflekterende mennesker, der selvom de har en hjerneskade, har ret til egen ønsker og værdighed i deres liv.

Det betyder at personalet er åben i forhold til borgernes oplevelsesverden, hvilket igen betyder, at de skal være bevidst om deres egen.

Videooptagelse og analyse af samspil i almindelige dagligdags situationer gør det muligt at få øje på beboerens initiativer, sociale kompetencer m.m. og herfra sætte nye mål for hensigtsmæssig udvikling og samspil - trin for trin.

I analysen fokuseres på:

• Hvad kan beboeren allerede, og hvad viser optagelsen, at beboeren har brug for at lære,
• Hvad gør medarbejderen allerede, som er støttende for beboerens udvikling,
• Hvad har den enkelte medarbejder brug for, for at få informationer om, at gøre noget mere af, eller gøre på en bestemt måde for at hjælpe beboeren videre i sin udvikling.

Informationer videregives til medarbejderen med afsæt i fastfrosne, udvalgte klip fra videooptagelse af aktørernes egen kommunikation og med konkrete handleanvisninger, som kan forbedre samspillet og støtte udviklingen.