Tilskud til ansættelse af førtidspensionist

- tidl. Skånejob

Job med løntilskud til førtidspensionister er stillinger på særlige vilkår. Stillingerne kan oprettes hos både private og offentlige arbejdsgivere.

Hvem kan få et job med løntilskud?

Job med løntilskud til førtidspensionister henvender sig til personer, der ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Det er dog et krav, at personen modtager førtidspension efter Lov om Social Pension. 

Til dig som borger

Som ansat modtager du førtidspension sammen med lønnen. Førtidspensionen kan dog påvirkes af lønnen.

Hvordan foregår aflønningen?

Arbejdsgiver udbetaler løn, der for arbejdstager indgår som en almindelig skattemæssig indkomst.

Hvordan er ansættelsesvilkårene?

Som ansat er du omfattet af overenskomst og arbejdsmarkedslovgivning (med mindre de enkelte love har undtaget denne gruppe), dvs. at du som ansat er omfattet af lov om f.eks. sygedagpenge, lov om ferie og arbejdsskadeloven. Førtidspensionister i ansættelse er ikke omfattet af lov om arbejdsløshedsforsikring.

Hvordan er forløbet?

Henvendelse om job med løntilskud skal ske til Forvaltningen Sundhed & Handicap på tlf. 8872 5786 eller på e-mail pvpe@sonderborg.dk. Når kommunen har godkendt en førtidspensionist til et job med løntilskud aftaler arbejdsgiver og arbejdstager løn og arbejdsvilkår i samarbejde med den relevante faglige organisation. Arbejdsgiveren skal være indforstået med at tage de nødvendige hensyn og udsteder ansættelsesbrev/-bevis.


Til virksomheder

Arbejdsgiver udbetaler løn. Jobcentret yder refusion til arbejdsgiver med takstmæssigt tilskud. Løn herudover afholdes af arbejdsgiver fuldt ud.

Hvad er tilskuddet, og hvordan udbetales det?

Arbejdsgiveren modtager efter ansøgning et løntilskud, der svarer til halvdelen af lønnen, dog maksimalt en sjettedel af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde. Jobcentret betaler et løntilskud til arbejdsgiveren – kr. 24,58 pr. time i 2011-niveau. I særlige tilfælde kan tilskuddet udgøre 42,22 (2011).
Se aktuelle satser her.

Hvordan er ansættelsesvilkårene?

Den ansatte er omfattet af overenskomst og arbejdsmarkedslovgivning (med mindre de enkelte love har undtaget denne gruppe), dvs. den ansatte er omfattet af lov om f.eks. sygedagpenge, lov om ferie og arbejdsskadeloven. Den ansatte er ikke omfattet af lov om arbejdsløshedsforsikring.

Øvrige vilkår

  • Der kan søges tilskud til eventuelle relevante tillægsydelser hos Forvaltningen Sundhed & Handicap, såsom hjælpemidler, arbejdsredskaber m.m.
  • Antallet af personer i praktik/løntilskud må max. udgøre 1 for hver 5 ordinært ansatte (altid min. 1), hvis der er 0 – 50 ansatte. Herudover 1 for hver 10 ordinært ansatte.
  • Der skal foreligge tilkendegivelse fra arbejdsgiver om at de ansatte er blevet hørt.
  • Krav om mérbeskæftigelse.

Lokal medindflydelse

Efter rammeaftalen om det sociale kapitel skal medarbejderne sikres lokal indflydelse, bl.a. ved forhandlinger med den relevante tillidsrepræsentant og ved drøftelse af retningslinjerne på den enkelte arbejdsplads, jf. aftalens bilag 2.

Hvordan er forløbet?

Henvendelse om job med løntilskud skal ske til Peter Vejrum Petersen i Forvaltningen Sundhed & Handicap på tlf. 8872 5786 eller på e-mail pvpe@sonderborg.dk. Når kommunen har godkendt en førtidspensionist til et job med løntilskud aftaler arbejdsgiver og arbejdstager løn og arbejdsvilkår i samarbejde med den relevante faglige organisation. Arbejdsgiveren skal være indforstået med at tage de nødvendige hensyn og udsteder ansættelsesbrev/-bevis.

Hvis du vil vide mere

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Peter Vejrum Petersen i Sundhed og Handicap på pvpe@sonderborg.dk eller på telefon (direkte) 8872 5786.
 

Du kan også finde yderligere information i nedenstående links:

 

Siden er opdateret:  16-05-2012
Ansvarlig:  Peter Vejrum Petersen • e-mail:  pvpe@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5786
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!