Om brug af billeder på internettet

Elektronisk behandling af personoplysninger er omfattet af persondatalovens bestemmelser. Et billede indeholder personoplysninger, hvis personerne på billedet kan identificeres. Når du vil benytte billeder i elektroniske medier som f.eks. internet, intranet og e-mail, gælder følgende: Hvis du benytter et billede, hvor personer kan identificeres, skal du have skriftlig tilladelse til at benytte billedet, dels:

  • fra personer, som kan identificeres på billedet
    (ved børn under 15 år skal forældre/værge give tilladelsen)
  • fra fotografen, som har taget billedet.

Af den skriftlige tilladelse skal det udtrykkeligt fremgå, til hvilke formål billedet må benyttes. Hvis du på et senere tidspunkt ønsker at bruge billedet i en ny sammenhæng, skal du indhente en ny skriftlig tilladelse.

Bemærk, at personer, som i første omgang har givet tilladelse til, at du må benytte bestemte billeder, til enhver tid kan ombestemme sig og trække deres tilladelse tilbage. Situationsbilleder kan dog som udgangspunkt offentliggøres uden samtykke.

Situationsbilleder er billeder, hvor en aktivitet eller en situation er det egentlige formål med billedet, f.eks. et billede af gæster til en koncert, legende børn i en skolegård eller billeder optaget under en fritidsklubs udfoldelse af aktiviteter. Det er en betingelse, at personerne på billedet ikke med rimelighed må kunne føle sig udstillet, udnyttet eller krænket.

Du kan læse mere på Datatilsynets hjemmeside

 www.datatilsynet.dk

Se under "Værd at vide -> Internet -> Offentliggørelse af billeder på Internet".

Skriftlig tilladelse - en blanket
Der bliver lavet en blanket som kan bruges, når din institution eller kommunale virksomhed skal have en skriftlig tilladelse fra forældre eller værge til at bruge billeder af deres børn på hjemmeside eller i trykt materiale.

Vi vil give mulighed for, at blanketten kan printes ud, så den kan gives til forældre/værge, ligesom den bliver lagt på hjemmesiden, så forældre eller værge selv kan downloade den - fra institutionernes egne hjemmesider.


Kommunikationsafdelingen

30. maj 2007

 

Siden er opdateret:  02-10-2008
Ansvarlig:  Kristian Pallesen • e-mail:  kpal@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5018
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!