Områdeklassificering

Al byjord er lettere forurenet, som udgangspunkt jfr. Bekendtgørelse 1479 af 12. december 2007 Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord. Dette skyldes den aktivitet, der har været inden for byzonen gennem mange år og som er årsag til en forurening af den øvre jord. Forureningen kan være opstået pga. trafik på veje. Det kan også være at industrivirksomheder med skorstene der har været aktive i lang tid.

I Sønderborg Kommune har vi trukket så mange arealer så muligt ud af byzonen. Vi har kigget på byens historiske udvikling og vurderet hvilke dele af byen som med høj sandsynlighed kan betragte som rene. Vi har også tilknyttet arealer, hvor der har foregået industri uden for byzonen i lang tid, for det meste teglværker.

Du kan se om din grund ligger i den områdeklassificerede del af byen på vores digitale kort (link). Du skal huske at tilslutte laget ”miljø”.

Inden for den områdeklassificerede del af byen gælder der flere regler:

  • Flytning af jord ud af en matrikel skal anmeldes. Der skal tages én prøve per 30 tons af jorden, hvis du vil bevise at jorden er ren, og bortskaffe den som sådan. Du kan nøjes med én prøve per 120 tons hvis du afleverer det til en godkendt modtager. Private kan aflevere op til ét ton jord på containerpladsen uden betaling.
  • Hvis du påtænker at ændre arealanvendelsen af din grund til en følsom arealanvendelse (bolig, børneinstitution m.m.) eller en fra en følsom arealanvendelse til en anden følsom arealanvendelse (f.eks fra bolig til dagpleje), skal du bevise ved hjælp af jordprøver, at de øverste 50 cm af jorden er rene. Dette sker for at sikre at jorden ikke udgør en sundhedsrisiko ved arealanvendelse.


"50 cm-
reglen"

Hvis du er ejer eller bruger af en ejendom, skal du sikre, at de øverste 50 cm overjord består af ren jord. Alternativt skal jorden være dækket af en fast belægning som f.eks. fliser, asfalt eller tilsvarende, hvor kontakten til jorden er afskåret.

Hvilke arealer er omfattet?

"50 cm reglen" gælder, når anvendelsen af et areal ændres til: 

  • bolig
  • daginstitution
  • offentlig legeplads
  • kolonihave
  • sommerhus

eller der bliver udført bygge- og anlægsarbejde på en ubebygget del af et areal, som allerede bliver anvendt til:

  • bolig (bortset fra en- og tofamiliehuse)
  • daginstitution
  • offentlig legeplads
  • kolonihave
  • sommerhus

Hvornår er reglen opfyldt?

Reglen gælder overalt. Er jorden på det berørte areal ikke forurenet, vil reglen automatisk være opfyldt. Dette vil gælde for ejendomme, der er beliggende uden for områdeklassificerede områder, med mindre der er konstateret forurening, tilført fyldjord eller tilsvarende.

Er jorden forurenet, skal du etablere et lag på mindst 50 cm ren jord, enten ved at det øverste lag forurenet jord udskiftes eller overdækkes med en tilsvarende mængde ren jord. Alternativt kan du etablere en fast belægning. Det afgørende er, at belægningen effektivt hindrer kontakt med den underliggende jord.

Reglen skal altid være opfyldt, og således ikke kun ved anlægsarbejdets afslutning. Det betyder, at hvis det rene tilførte jordlag er blevet reduceret ved slid eller delvis fjernet, skal det retableres. På samme måde skal en defekt belægning udbedres.

I forbindelse med bygge- og anlægsarbejde på et areal, der allerede anvendes til følsom arealanvendelse, gælder reglen for det areal som er fysisk berørt af det iværksatte arbejde og den kommende arealanvendelse. Er du i tvivl - så kontakt Afdeling Vand & Jord.

Hvem er forpligtet?

Reglen er udformet som en pligtregel. Reglen forpligter altså direkte den til enhver tid værende ejer eller bruger at sørge for, at reglen er opfyldt. I sin udformning minder reglen om mange af reglerne i Bygningsreglementet, der også umiddelbart skal følges af den, der bygger.

 

Siden er opdateret:  05-05-2011
Ansvarlig:  Susanna Esbensen • e-mail:  sesb@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5512
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!