Stor Skallesluger


Fuglene på Als

Als byder på mange afvekslende naturtyper, og det medfører et rigt fugleliv, blandt andet fordi fuglenes trækruter går forbi Als både forår og efterår. Tag en kikkert og et kamera med zoomlinse med og få de skønneste oplevelser hele året.

Øvelsespladsen på Kær Vestermark

Den militære øvelsesplads på Kær ligger nordvest for Sønderborg, og du kommer ud på området fra P-pladsen for enden af Skydebanevej eller ’Nærkamphuset’. Se terrænkort. Det åbne og afvekslende område med græs, søer og småskove huser især mange ynglende småfugle, og Græshoppesanger og Nattergal hører du allerbedst netop her.

Sydlig Nattergal som er sjælden i Danmark, yngler her, og ofte møder du en del rovfugle, fx Tårnfalk. Flere andre vandfugle lever på Als Sund og Kær Vig, blandt andet Ynglende Rørhøg og rastende Stor Skallesluger.

Isfugl kan du med lidt held også opleve.

Terrænet er åbent fra kl. 7.00 til solnedgang når der skiltes med ’Terrænet er åbent’. Det er vigtigt at du følger reglerne for færdsel i naturen .

Sønderskoven og Fredsmaj

Skoven ligger umiddelbart sydøst for Sønderborg. Du kan køre i bil på de smukke skovveje, bybussen går lige til døren, eller du kan gå ad Gendarmstien langs kysten.

Vådområdet Fredsmaj ligger ud mod Sønderborg Bugt tæt ved ’Fiskerhytten’, et tidligere traktørsted. Fra fugletårnet på strandvolden kan du studere de mange fuglearter ved den sivomkransede sø.

Alle almindelige skovfugle lever i skoven, fx Huldue, Korttået Træløber og Kernebider, og i redekasser ved kysten yngler Stor Skallesluger. Fredsmaj er en god lokalitet for Gråstrubet Lappedykker, og Isfugl er ofte gæst. Hele året møder du mange slags ande- og vadefugle.

Sønderskoven er især kendt for et godt fugletræk fra august til november, og i denne periode raster mange vadefugle ved søen. Der er titusinder af småfugle, og i september især mange rovfugle, blandt andet Glente, Hvepsevåge, Spurvehøg og Fiskeørn.

På de bedste dage i oktober oplever du Musvåge i tusindvis i uendelige rækker, og dette imponerende træk observerer du bedst på vendepladsen for enden af Hjort Lorenzens Vej.

Trillen og Vælddam

Trillen ligger umiddelbart vest for Hørup Hav. Her er det godt at observere øens fugle, og det er pragtfuldt at vandre her. Du kommer ud på Trillen fra P-pladsen ved Søndre Landevej eller ad Gendarmstien langs kysten. Trillen består af den røromkransede sø, Vælddam, som er omgivet af strandenge og hav mod syd og løvskov mod nord. Fra fugletårnet i lunden har du et fantastisk blik over søen og skoven. Læs mere om Trillen på mobilsiden her.

I rørskoven bor mange Skægmejser og ynglende Rørhøg og Natugle, og søen er yngleplads for Gråstrubet Lappedykker, Knopsvane, Gravand og muligvis Stor Skallesluger. Mange andre ande- og vadefugle raster ved søen i træktiden.

Om vinteren har vi mange gæster fra Norden: Hvinand, Edderfugl, Taffeland, Stor, Lille og Toppet Skallesluger, Troldand, store flokke af Bjergand, Knop- og Sangsvaner og Toppet Lappedykker.

Om sommeren møder du Krik-, Knar-, Grå-, Spids- og Pibeand, Grønbenet Rørhøne samt Gæs og Fiskehejre. Isfuglen lægger måske også vejen forbi. Skoven huser alle almindelige skovfugle, også Huldue og en pæn bestand af Korttået Træløber. Du kan også støde på Ravn, Stor Flagspætte, Spætmejse og Halemejse.

Hartsø

Hartsø på Kegnæs er en delvist afvandet sø med stor rørskov og omkranset af afgræssede enge. Her er mange rastende andefugle, en del vadefugle og især gæs. På gode dage ser du alle danske arter af svømmeænder. Rørhøg yngler ofte her, og om foråret kan du høre hannernes mystiske ’sang’ - Rørdrummens pauken. Det lyder lidt, som når du puster i en tom flaske, og den er så kraftig, at den kan høres flere kilometer væk.

Ved rigtig vindretning kan du i forårsmånederne være heldig at se rovfugletræk, og det er et godt sted at opleve årets første viber og stære. Benyt tårnet på sydsiden af Hartsø. Et besøg værd om vinteren kan især anbefales.

Adgang og parkering sker fra Østerbyvej. Ved vejens knæk skal du passere vandløbet og følge stien langs marken.

Kegnæs Drej

Dæmningen mellem Als og Kegnæs som deler Hørup Hav fra Østersøen, er et godt sted for andefugle, især i vinterhalvåret, og fra fyret ved dæmningen og fra dæmningen har du et flot udsyn.

På Østersøsiden kan du se mange rastende havdykænder, især Edderfugl, men også Sortand og Havlit, og måske lommer og alkefugle. Ud mod Hørup Hav raster svaner, svømmeænder og Hvinand. Forår og efterår kan du opleve en del rovfugletræk.

Fjordmosen i Nørreskoven

Nørreskoven på Als er en af Danmarks længste kystskove og ligger på østkysten af Als, og året rundt kan du opleve Nørreskoven til fods, på cykel, til hest og i bil. Bostedmade og Fjordmosen er et åbent eng- og moseområde som du kommer til området ad Fjordmosevej eller Fladbækvej, og fra fugltetårnet er udsigten flot over det nordlige rørskovsområde. Læs mere om Fjordmosen på mobilsiden her.

Skoven huser alle almindelige skovfugle samt Duehøg, Kernebider og Rødtoppet Fuglekonge. I yngletiden er Hvepsevåge observeret i højskoven, og i rørskovene yngler Vandrikse, Rørhøg og Skægmejse. I Fjordmosen møder du ofte rastende vadefugle.

I vinterhalvåret er havet et godt sted for rastende lappedykkere og havdykænder, især Toppet Lappedykker, Hvinand og Edderfugl, men også Sortand og Havlit.

I foråret er der lidt småfugle og rovfugletræk, og Rød Glente og Fiskeørn er observeret enkelte gange i Troldsmoseområdet. 

Tontoft Nakke

Forårstræk oplever du bedst i den nordlige ende af Als fra marts til maj. Fugle er generelt tilbageholdende med at flyve ud over havet, og når de er på vej mod nord, følger de gerne land indtil de ved nordspidsen af Als er nødt til at slippe landet. Nogle fugle vælger forinden at slå sig ned for kortere tid.

Også ved vintertide bruger mange ænder og lappedykkere det lave vand ud for Tontofte Nakke som spisekammer – det gør lommer og forskellige søfugle også. Af rovfugle møder du Hvepsevåge, Sort Glente, Rød Glente, Havørn, Rørhøg, Blå Kærhøg, Hedehøg, Steppehøg, Duehøg, Spurvehøg, Musvåge, Fjeldvåge, Kongeørn, Fiskeørn, Tårnfalk, Dværgfalk, Lærkefalk og Vandrefalk.

Mjels Sø og Oldenor

Fra P-pladsen på Færgevej kommer du både til Mjels Sø og Oldenor; en sti forbinder de to steder. Mange vandfuglearter yngler og raster ved søerne, og Oldenor huser en pæn skarvkoloni. Desuden er der mange småfugle i krattene langs bredderne, og Havørn er næsten fast gæst ved søerne. Området er et besøg værd hele året.

Om vinteren
oplever du lille, toppet og stor skalleslugere, knopsvaner og toppet lappe­dykkere samt mange slags ænder. Også mange grågæs og blishøns.

Om sommeren ser du Gråstrubet Lappedykker, Isfuglen ses ofte, og Havørn kan forekomme.

Mjels Sø blev i slutningen af 1800-tallet afvandet med pumpe­sta­tioner, og med afvandingen for­svandt det oprindelige plante- og dyreliv.

I november 2005 blev pumperne slukket, og på få måneder havde søen genvundet sin oprindelige størrelse. Det gamle pumpehus er bevaret som kulturminde.


Oldenor
er oprindelig en fjordarm der i slutningen af 1880erne blev afsnøret fra havet med en dæmning. Det afvandede areal blev i mange år brugt til landbrug indtil man i 80’erne opgav korndyrkningen. Området blev som led i et stort projekt for naturgenopretning genskabt som sø i 1993. Søen er cirka 1,5 km lang og 0,5 km bred. Læs mere om Mjelsområdet på mobilsiden her.


Ketting Nor

Noret ligger mellem Augustenborg og Guderup, og du kommer dertil fra dæmningen i vestenden af noret. 200 meter syd for dæmningen går en sti som ender ved et fugletårn hvorfra du har god udsigt over søens østlige ende.  Om foråret er der mange orkideer og trævlekroner på vejen til tårnet. Husk gummistøvler. Læs mere om Ketting Nor på mobilsiden her.

Om sommeren yngler Toppet Lappedykker, Rørhøg og Skægmejse her, og du kan se Skarv, Fiskehejre, Gråand, Skeand, Gravand, Troldand, Toppet Skallesluger, Musvåge, Isfugl, Fasan, Blishøns, Strandskade, Fjordterne, Ringdue, Gøg, Rørspurv, Rørsanger og Gulspurv. Nogle år yngler Pungmejse også ved Noret.

Om vinteren er noret et godt sted for Stor og Lille Skallesluger samt Hvinand. Hvis du er heldig, får du et glimt af Rørdrum. I alt 137 arter er observeret her.


Augustenborg Skov

Skoven ligger ved Augustenborg Slot og hænger sammen med slotsparken. Du kommer ind i skoven ad P-pladsen på Palævej eller ad Augustenborgstien fra havnen.

Den er ikke stor, men har mange gamle træer og huser almindelige skovfugle og en pæn bestand af Korttået Træløber.

Du kan ofte opleve Huldue, Spætmejse, Stor flagspætte. På fjorden langs skoven kan du se Stor Skallesluger som yngler i store redekasser. Ravnen har været fast beboer gennem mange år. Skoven er udpeget som særligt naturområde (Natura 2000).

Birkepøl

Birkepøl er et tidligere inddæmmet landområde øst for sommerhusområdet Skovmose på Sydals. Det er ikke tilladt at køre på markvejene, men der er fine vandreture hvor du næsten altid møder rovfugle. I træktiden ser du vadefugle, småfugle og Mosehornugle. Rødrygget Tornskade plejer også at være her. Læs mere om Pøl på mobilsiden her.

For år tilbage strømmede ornitologer fra hele landet til Birkepøl for at få et glimt af en sjælden skadegøg.

Hummelvig og Hummelmade

Engen Hummelmade ligger ned til Hummelvig. Denne eng er en stor del af året tilholdssted for mange stære, viber, gravænder og pibeænder og er et af de bedste steder at se vadefugle. Du kommer dertil ad Klapleddet og fortsætter på offentlig vej forbi et rensningsanlæg. Læs mere om Hummelvig og Hummelmade på mobilsiden her.

Mjang Dam og Torup Made

Mjang Dam er en inddæmmet fjordarm og noget kuperet. Du kommer lettest til Mjang Dam gennem Alssund Golfklub øst for Augustenborg hvor der er en sti i kanten af golfområdet, lidt svært tilgængelig.

Der er en pæn stor rørskov som gennemløbes af vandløb. Af ynglende fugle møder du Rørhøg, Tårnfalk, Vandrikse, Blishøns, Dobbeltbekkasin, Ravn, Stær, Nattergal, Hale-, Skæg- og Pungmejse, Rør-, Siv- og Kærsanger, Toppet Lappedykker. Derudover ses et væld af rovfugle og småfugle.

Hvis du er heldig kan du høre Rørdrum, Havørn, Vandrefalk, Rød Glente, Hedehøg, Blå Kærhøj, Hvis Stork, Trane, Nilgås, Flodsanger, Plettet Rørvagtel og Savisanger.

Om vinteren er stedet sammen med Torup Made rasteplads for over 1.000 grå- og blisgæs samt bramgæs. Også sangsvaner dukker normalt op.

Katholm

Katholm er en lille ø i Augustenborg Fjord over for lufthavnen.  Øen er privat og ikke offentlig tilgængelig. Den rummer mange rugende måger, og også andefugle og vadefugle. Du kan observere øen fra stranden for enden af Katholmvej og køre dertil ved via Dyndved. 


Arnkil Skov og Arnkilsøre

Området på 75 hektar ligger i den nordlige ende af Kær Halvø umiddelbart nord for Sønderborg. Arnkil er overvejende løvskov og en del af skoven er i dag urørt skov. Læs mere om Arnkil på mobilsiden her.

Om foråret er skovbunden fyldt med den velsmagende ramsløg og hele området har en stærk duft heraf.

Der er mange småfugle: Munk, Dompap, Gransanger, Bogfinke, Musvit, Blåmejse, Jernspurv, Gulspurv, Spætmejse, Træløber, Gærdesmutte, Rødhals, Hvid Vipstjert. Derudover: Ringdue, Skovskade, Stor Flagspætte, Fiskehejre, Natugle, Sangdrossel, Krager, Stær, Skarv, Musvåge. Tidligere var området et fast sted for Pirol og Lærkefalk.

Om vinteren ser du mange andefugle på havet ud for skoven. Der er 3 parkeringspladser ved skoven, og en fint afmærket sti på 4 km går langs vandet og fortsætter til naturområdet Arnkilsøre. Her kan du også søge efter orkideer, løvfrøer og sommerfugle.

Du kan overnatte i telt i skoven, bortset fra indhegninger, på fortidsminder og på stranden. På overdrevsarealet mod Alssund er der en primitiv overnatningsplads med og en bålplads. Og det er velegnet også for sejlende gæster. Kystnær overnatning.

 

 

Siden er opdateret:  13-10-2011
Ansvarlig:  Marianne Tychsen • e-mail:  mtyh@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5462
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!