Strandtudser


Padder på Als

Naturnet Als


Padderne er fredet

Der har levet padder på jorden i millioner af år, og man regner med at der for 50 år siden fandtes cirka 5 gange flere padder end i dag. I Danmark har vi 14 paddearter, 9 af disse lever i Sønderborg Kommune. De er alle fredede, dog er 8 arter ifølge EU-lovgivning særligt strengt beskyttet – i daglig tale ’bilag IV-arter’. I Sønderborg Kommune drejer det sig om: Løvfrø, Løgfrø, Strandtudse, Spidssnudet Frø og Stor Vandsalamander.


Vi skal passe godt på paddernes levesteder

Grunden til at der er færre padder er, at deres levesteder er forsvundet eller ødelagt - og levestederne forsvinder stadig. Sønderborg Kommune har med sine kyster, nor, skove, vandløb, søer og moser en varieret natur med mange forskellige levesteder, og det er en forudsætning for et rigt og varieret dyre- og planteliv.

For at trives ordentligt kræver padderne et varieret udvalg af levesteder. Der skal både være ynglesteder, sommerlevesteder og overvintringssteder. Fælles for alle danske paddearter er at de skal have adgang til vandhuller for at yngle. Til gengæld har de forskellige raste- og overvintringsområder.

Mange smådamme og levende hegn er forsvundet gennem de sidste 60 år i takt med at landbruget blev industrialiseret og bønderne ønskede at bruge området til marker eller bygninger. Samtidig blev byerne større, og mange vandhuller blev fjernet for at skaffe byggegrunde og bygge veje. Dette betød en voldsom nedgang i antallet af padder, og mange bestande levede adskilt. Det gør padderne mere sårbare. En anden trussel for padderne i vandhullerne er udsætning af fisk og fodring af ænder; fiskene spiser paddernes æg og larver, fodringen forurener vandet voldsomt.

Et fantastisk samarbejde mellem private ildsjæle og offentlige myndigheder betød at mange vandhuller blev genskabt i Sønderborg Kommune. Fra 1989 til 1992 rensede og opgravede man flere hundrede vandhuller på Als for at sikre ynglesteder til løvfrøen som kræver rent vand for at yngle. Fra 2006 til 2008 blev der også skabt og genskabt en lang række vandhuller for især strandtudsen.

Indsatsen var i begge tilfælde en stor succes, men de små vandhuller gror relativt hurtigt til. Den største trussel for padderne er derfor nu at yngledammene gror til.


De kendte padder

Butsnudet Frø (Rana temporaria), Skrubtudse (Bufo bufo) og Lille Vandsalamander (Triturus vulgaris) er de almindelige padderarter, og de findes i hele Danmark.

Løvfrø(Hyla arborea)

Als har sin helt egen version af ’Grøn Koncert’. I lune nætter i maj giver Løvfrøen koncert blandt andet ved Fjordmosen i Nørreskoven og ved Arnkilsøre på Kær. Med én af Danmarks største koncentrationer af Løvfrø spiller Als en central rolle i artens fremtid. Med sin klare grønne farve er løvfrøen let genkendelig. Uden for deres ynglesæson kan du støde på dem i løvet af fx et brombærkrat.

Løgfrø(Pelobates fuscus)

Når løgfrøen ikke yngler, opholder den sig især på arealer med løs sandet overjord. Jorden i Sønderborg Kommune består mest af god lerjord, men på det nordligste Als kan du være heldig at støde på arten.

Grøn frø (Rana esculenta)

Den grønne frø er meget almindelig på Sydfyn og Sydsjælland og i resten af fastlands-Europa. Den er derfor ikke særligt beskyttet af EU's habitatdirektiv. I Sønderborg Kommune er der derimod kun få bestande i den vestlige del af kommunen. Grønne frøer lever især hvor der er skov i nærheden af vandhuller.

Strandtudse(Bufo calamita)

Strandtudsen holder ikke kun til ved stranden. I en kystrig egn som Sønderborg lever alle bestande dog relativt tæt på kysten. Især sandende strandengsområder med lav vegetation er eftertragtet.

Spidssnudet Frø (Rana arvalis)

Selv om arten stort set findes i hele landet, er den stadig omfattet af EU's særlige habitat-direktiv. Frøarten har udviklet sig til mange underarter, og den trives i mange forskellige naturtyper relativt tæt på vandhullerne.

Stor vandsalamander (Triturus cristatus)

Den store vandsalamander lever i store dele af Østdanmark, men næsten ikke vest for Israndslinjen. Når forvandlingen fra larve til voksen er tilendebragt i ynglevandhullet, opholder dyrene sig på land. Rasteområderne er oftest i skoven.


Vi kan hjælpe padderne

Det gør vi ved at rense vandhullerne med få års mellemrum, så de ikke gror til. Vi kan også etablere nygravede vandhuller i nærheden af de eksisterende ynglevandhuller. Fisk og ænder æder paddeyngelen, men vi kan redde ynglen ved ikke at sætte ænder og fisk ud i vandhullerne.


Oplev padderne og lær dig noget

Det kan være sjovt at fiske haletudser og studere frøens udvikling, og på Als må du indsamle alle paddearter undtagen løvfrøen. Det er vigtigt at du sætter haletudserne ud i det samme vandhul igen. Ellers oplever du bedst mangfoldigheden af padderne på lune aftener i maj og juni. Prøv at lytte godt efter og dan dig et indtryk af de forskellige padder.

 

Siden er opdateret:  24-10-2011
Ansvarlig:  Marianne Tychsen • e-mail:  mtyh@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5462
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!