Ønsker du at søge dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, strandbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen, kirkebyggelinjen eller sø- og åbeskyttelseslinjen, skal du sende ansøgningen til Naturafdelingen i Sønderborg Kommune.
Du skal beskrive og begrunde det ønskede projekt og særligt begrunde, hvorfor projektet ikke kan ligge uden for bygge- og beskyttelseslinjen. Du skal vedlægge kortmateriale, der viser placering og omfang af det ansøgte, og tegningsmateriale, der viser eventuel bebyggelse.
Alle tinglyste ejere skal underskrive ansøgningen, eller du skal vedlægge en fuldmagt fra ejerne.
Vi besigtiger normalt ejendommen. Hvis der er tale om en ansøgning inden for skovbyggelinjen, sender vi projektet til høring hos skovejeren og til udtalelse hos eventuelle berørte parter, fx Museum Sønderjylland, Miljøcenter Ribe og Fredningsnævnet. De modtagne bemærkninger, udtalelser eller dispensationer bliver samlet i den endelige vurdering af projektet. Først derefter træffer vi afgørelsen.
I hver enkelt sag skal der foretages en konkret vurdering og afvejning af §§ 16-19: formål, hovedregel, hensyn og undtagelser. Afgørelsen sender vi til ansøgeren og til indsigerne. Hvis der meddeles dispensation, sender vi også afgørelsen til andre interessenter, typisk Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening med flere.
Du må først bruge dispensationen, når klagefristen er udløbet. Det er både borgere og interesseorganisationer, der kan klage. Hvis der bliver klaget, må du kun benytte dispensationen, hvis Naturklagenævnet vedtager dette. Hvis der bliver klaget over dispensationen, orienterer kommunen straks ansøgeren.
Vær opmærksom på, at du i sager om byggeri også skal søge om byggetilladelse. Sønderborg Kommune kan først give byggetilladelse, når klagefristen for dispensation er udløbet, og når alt relevant materiale til byggesagsbehandlingen er modtaget. En dispensation bortfalder, hvis den ikke er brugt inden for 3 år.
Naturklagenævnet er klagemyndigheden, men du skal sende klagen til kommunen, som sender den videre. Klageberettigede er ansøgeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald. De forhold, der kan påklages, er fuld efterprøvelse af både rets- og/eller skønsspørgsmål.
Du skal klage skriftligt til Sønderborg Kommune inden 4 uger, efter at afgørelsen er offentliggjort. Naturklagenævnet behandler først klagen, når klageren har betalt et gebyr på 500 kroner. Derfor sender Naturklagenævnet en opkrævning, når de har modtaget klagen.Kontaktpersoner i NaturgruppenJane Frellesen T 8872 5495 jfrl@sonderborg.dkMarianne Tychsen T 8872 5462 mtyh@sonderborg.dkEbbe Enøe T 8872 5483 eeno@sonderborg.dk
Siden er opdateret: 14-01-2010Ansvarlig: Jane Frellesen • e-mail: jfrl@sonderborg.dk • telefon direkte: 88725495Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!