Sådan er vi

I Asserballe Børnehus er børnene fordelt på 2 basisgrupper (stuer) med 24 børn på hver stue. Børnene har deres base på stuen, når vi spiser og afholder fødselsdage.

Børnehuset arbejder med Åben plan og er funktionsopdelt. Børnene kan tage del i aktiviteter og lege i hele huset. Stuerne og fællesrummet/køkkenet er indrettet med forskellige tilbud.

Børnene er tilknyttet faste kontaktpædagoger.

Når vi arbejder med indsatsområder og temaer, er børnene delt op i 3 aldersopdelte grupper

  • Gruppen 3-4 år
  • Gruppen 4-5 år
  • Gruppen 5-6 år


Madkultur:

  • Vi ønsker at give børnene nogle gode spisevaner.
  • Derfor har vi udarbejdet en fælles måltids — og bevægelsespolitik i Asserballe Børnehus og Fynshav Børnehave.
  • Børnene inddrages i borddækning og oprydning efter måltiderne.
  • Asserballe Børnehus og Fynshav Børnehave har i fællesskab udarbejdet en måltidsfolder til forældrene.

Se også vores kostpolitik.


Sorg — Handleplan:

Asserballe Børnehus har i et samarbejde med Fynshav Børnehave udarbejdet en sorg-handleplan for børnehaven. Handleplanen beskriver samarbejdet i forbindelse med sorg, krise, ulykke og dødsfald.


Indsatsområder:

Klar — parat — børnehavestart:

 Klar — Parat — Børnehavestart er et indsatsområde, hvor vi har fokus på den gode overgang fra dagpleje til børnehave i Fynshavdistriktet. Aktiviteterne i indsatsområdet henvender sig primært til de ældste børn i dagplejen og de yngste børn i børnehaverne.


Formål. Hvorfor dette indsatsområde?

Overgangen fra dagpleje til børnehave er en meget stor forandring, som kan skabe utryghed og forvirring både hos børn og forældre.

Vi har tilrettelagt dette indsatsområde med fælles aktiviteter for at skabe helhed i barnets liv og for at medvirke til at gøre overgangen fra dagpleje til børnehave så blid og tryg som overhovedet muligt.


Hvordan?

Hen over året vil der ske en række fælles aktiviteter i et samarbejde mellem dagplejen og de 2 børnehaver Asserballe Børnehus og Fynshav Børnehave i Fynshavdistriktet. Aktiviteterne vil foregå både i de enkelte dagplejehjem og i børnehaverne og der vil være aktiviteter på tværs af dagtilbuddene:

  • Gensidige besøg. Dagplejerne besøger jævnligt børnehaverne især i forbindelse med at et barn skal starte i børnehaven. Børnehaven tager jævnligt på besøg hos den enkelte dagplejer med en mindre gruppe børn.
  • Vi har etableret fælles legestue hver anden måned for de ældste børn i dagplejen og de yngste børn i børnehaven. Fælles legestue foregår i børnehaverne.
  • Hver anden måned besøger børnehaven dagplejens legestue med en mindre gruppe børn
  • Hvert år afholder vi et ”dagplejetræf”. Alle dagplejer og dagplejebørn træffes i børnehaven i området og har en hyggelig dag sammen med børnehavens personale og børn
  • Hvert år i april afholder vi et fælles informationsmøde for forældrene til de kommende børnehavebørn i Fynshavdistriktet under overskriften: ”Hvordan gør vi dit barns overgang fra dagpleje til børnehave bedre?”
  • Fra år 2005 vil vi arbejde med at få lavet en ”Barnets bog”, som skal følge barnet som en ”rød tråd” fra dagpleje til børnehave og fra børnehave til skolefritidsordning/skole som et godt grundlag for tryghed, samvær og samtaler med barnet i dagplejen/børnehaven/børnehaveklassen.


Klar — parat — skolestart:

Klar — Parat — Skolestart er et indsatsområde, hvor vi har fokus på den gode overgang fra børnehave til skole/skolefritidsordning.

Aktiviteterne starter op i september og kører frem til 1. maj og henvender sig til de 5-6 årige børn, som skal starte i skole


Formål. Hvorfor dette indsatsområde?

Overgangen fra børnehave til skole er en meget stor forandring og kan skabe forvirring og utryghed både hos børn og forældre.

For at overgangen skal blive så blid og behagelig som overhovedet muligt, har vi tilrettelagt dette indsatsområde med henblik på at gøre børnene skoleparate.


Hvordan?

Fra 1. september vil der ske en gradvis optrapning af fælles aktiviteter for de kommende skolebørn. Vi sætter større og mere målrettede krav til børnene, ligesom de får mulighed for at afprøve sig selv i forhold til jævnaldrende børn.

Fra september og frem til maj måned, hvor vi afleverer de kommende skolebørn til skolefritidsordningen, vil vi fokusere på skoleparathed. Vi vil tilrettelægge aktiviteter i børnehaven, så børnene kan tilegne sig nye færdigheder, udvikle sig personligt, udfolde sig med fantasi og kreativitet i et socialt samspil med hinanden.

Der skal i alle dagtilbud efter serviceloven udarbejdes en pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan skal indeholde mål for, hvilke kompetencer og erfaringer den pædagogiske læringsproces skal give børn mulighed for at tilegne sig. Planen skal behandle følgende seks temaer:

  • Barnets alsidige personlige udvikling
  • Sociale kompetencer
  • Sprog
  • Krop og bevægelse
  • Naturen og naturfænomener
  • Kulturelle udtryksformer og værdier
  • Vi vil i tilrettelæggelsen af aktiviteter for de kommende skolebørn sørge for, at behandle og komme rundt om de seks temaer.


Skolebesøg

Vi vil jævnligt besøge skolen og skolefritidsordningen, hvor børnene skal gå. Samtidigt vil børne-haveklasselederne komme på besøg i børnehaven.


Forældresamtaler

I oktober/november måned afholder vi forældre-samtaler med det formål at få et overblik over, hvor børnegruppen udviklingsmæssigt befinder sig. Indskrivningen til skole er først i december måned og foregår skriftligt. Er forældrene i tvivl om, hvorvidt deres barn skal begynde i børnehaveklassen, så er de velkomne til at tage kontakt til personalet i børnehaven.

For at skabe den bedste start for ”vores fælles børn” vil der ligeledes foregå et tæt samarbejde mellem såvel børnehaven, skolen og skolefritidsordningen som med forældrene, med henblik på gensidig information og afklaring af forventninger.


Forældresamarbejdet:

Formål:

At opbygge et godt samarbejde baseret på en åben og ærlig dialog og gensidig tillid og respekt

  • Det fælles udgangspunkt for dette samarbejde er en interesse i at fremme det enkelte barns udvikling og trivsel

At samarbejde i forhold til:

  • De enkelte forældre (forældresamtaler/garderobesnak)
  • Hele forældregruppen (fælles forældremøder/arrangementer)
  • Forældrebestyrelsen (bestyrelsesmøder/forældrerådsmøder)


Forventninger:

Hvad forventer vi af forældrene?

At forældrene viser engagement og respekt for barnets virke i børnehaven:

  • At forældrene holder sig orienteret på opslagstavlen, og taler med deres børn om de aktiviteter, som børnene deltager i.
  • At forældrene viser interesse for de ting, barnet laver og de oplevelser, barnet har haft
  • At forældrene har kendskab til børnehavens praksis. Hvad har børnehaven af tilbud?
  • At forældrene læser børnehavens pædagogiske læreplan og bakker op omkring den.


Samarbejde og positiv omtale:

  • Det er vigtigt med en god dialog og at vi kan give og modtage kritik. Personalet er lydhøre og modtager gerne nye tanker og ideer fra forældrene Samtidig er det vigtigt, at forældrene har forståelse for, at vi ikke kun kan tage hensyn til ønsker og behov omkring et enkelt barn, men at vi er nødt til at se barnet i sammenhæng med den øvrige børnegruppe.
  • Det er vigtigt for børnenes tryghed at forældrene omtaler børnehaven som noget positivt.

 

Siden er opdateret:  14-07-2011
Ansvarlig:  Marianne Møller Nielsen • e-mail:  mmni@sonderborg.dk • telefon direkte:  74474493
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!