Fra i år skal alle kommuner tilbyde en sprogvurdering til de 3 – årige børn. Det er blevet besluttet med ikrafttrædelse af den ny dagtilbudslov august 2007.
I Sønderborg Kommune har vi derfor besluttet, at vi fra den 01. november 2007 giver tilbud om en sprogvurdering og efter behov tilbud om sprogunderstøttende aktiviteter til alle 3 årige børn.
Der er også udviklet et materiale, som kan benyttes til at foretage sprogvurderinger. Materialet består af 2 dele – en forældredel og en pædagogdel. I skal som forældre indgå i sprogvurderingen, fordi I kender og ved en masse om jeres egne børn.
Materialet er udformet således, at det ikke vil tage forældre og pædagoger ret lang tid at udføre sprogvurderingen.
Der er lavet en vejledning til forældre og pædagoger i forhold til, hvordan sprogvurderingen kan udføres samt en vejledning til pædagogerne om, hvordan vi kan arbejde med sprogvurderingen i vores daglige pædagogiske arbejde.
I tilknytning hertil har Familieministeriet udarbejdet en pjece: ”Hvad siger dit barn? Et tilbud om sprogvurdering af dit 3 – årige barn.”
Pjecen giver en kort introduktion til sprogvurdering.
Pjecen bliver delt ud til alle forældrene til de 3 – årige børn i børnehaven.
Hvis I har nogle spørgsmål eller I bare har lyst til at se materialet, er I meget velkomne til at kontakte pædagogerne i børnehaven.
I kan også læse om materialet på Familiestyrelsens hjemmeside på www.familiestyrelsen.dk
Siden er opdateret: 14-07-2011Ansvarlig: Marianne Møller Nielsen • e-mail: mmni@sonderborg.dk • telefon direkte: 74474493Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!