Emner

 

Spisekulturen i Børnehuset Alssund

- et stykke med mor og far!

Nu er Jeres barn blevet 3 år og starter en ny hverdag i børnehaven.

Her er madpakken en meget spændende del af alt det nye – og en del, som barnet er meget glad for. Børn i denne alder har en appetit, der kan variere en hel del – nogle dage er madpakken spist op, og andre dage spiser de næsten ingenting.

Det er vigtigt, at madpakken hver dag rækker til den gode appetit – dog uden at være alt for stor!

Der må hellere komme noget mad retur, end at der er for lidt.

Når der er mad tilbage i madpakken, så er det ikke ensbetydende med, at Jeres barn ikke har haft en god dag – men sulten har ikke været så stor.

Dit barns ernæring – og dermed ansvaret for madpakken – er helt klart Jeres ansvar. I ved bedst, hvad Jeres barn skal have, men vi vil gerne nedenfor være behjælpelige med et par gode tips.

Vort ønske er, at vi gerne vil støtte børnene i at udvikle gode kostvaner, som kan være barnet til gavn resten af livet. Blandt andet vil vi gerne lære barnet selv at mærke efter, hvornår det er sulten og kunne vurdere, hvor meget det skal spise. Derfor har vi valgt at børnene må spise, når de er sultne og har lyst.

Dog er der fælles frokost i spisegrupperne hver dag ca. kl. 11 til kl. 11.45!


Hvorfor gøre det på denne måde?

Det er vigtigt, at barnet får dækket sit behov for energi og næringsstoffer i løbet af dagen, så det er godt tilpas, aktivt og nærværende i den tid, det er i børnehaven.

Vi vil gerne give barnet gode og udviklende oplevelser ved måltiderne, så de bevarer deres nysgerrighed og lyst til at spise. Under måltidet vil barnet lære at omgås andre spisekulturer, at udvikle deres sanser og sprog, træne deres evne til selv at vælge og at tilfredsstille eget behov.


Morgenmaden:

Morgenmaden spises hjemme, og det er dagens første portion ”brændstof”. Nogle børn er tidligt oppe og kan nogle dage ikke nå at spise – andre har ikke appetit lige med det samme. Så er I velkomne til at tage morgenmad med i børnehaven – vi sørger for den rette stemning omkring morgenmaden frem til 7.30.

 

Madpakken:

Det er vigtigt, at madkassen er let genkendelig for Dit barn – og med navn på. Det er en god ide med mere end 1 madkasse.

Så skal madpakken være nem at spise og gerne se lækker ud – også efter udpakningen. Husholdningsfilm giver den fordel, at barnet ikke behøver pakke alle madderne ud for at se, hvad der er i madpakken. Små pakker gør også at madpakken ser mere indbydende ud, og så er det nemmere at spise en kvart mad op end en halv.

En halv ostemad er måske ikke så indbydende som en kvart – og tænk, hvis ostemadden var trykket ud i hjerteform? (kageforme eller udstansere er udmærkede).

Brød er basis, det er vigtigt for den rigtige balance i måltidet og det giver en god mæthed. Mange børn vil gerne have et lille mellemmåltid om formiddagen og her kan der bruges: et ekstra stykke rugbrød, ciabatta, flutes, boller, rugfler, minirugbrød, skorper, pitabrød, bagels, knækbrød – og meget mere.

Rensede, udskårne grøntsager er et godt supplement til madpakken. De bedst egnede er gulerodsstave, minimajs, ærter, radiser, blomkål og grønne asparges. De kan spises rå og tåler at blive fragtet.

Slik, mælkesnitte og lignende er ikke et godt mellemmåltid – hører de ikke til hygge derhjemme?

Hvis I vil overraske og glæde Jeres barn, så kan I for eksempel putte en serviet, et klistermærke til madkassen eller et glansbillede i (når det er en overraskelse, så skal det selvfølgelig ikke være hver dag). En anden overraskelse kan være: Bær, en chokolade- eller syltetøjsmad, frugtstang, ostestave, rosiner, ærter og meget mere.

I kan også gøre lidt ekstra ud af indpakningen – en tegning på madpapiret eller et ansigt på ægget, en sløjfe omkring madpakken og lignende. Hvis I skriver et lille brev, så læser vi det gerne op!

Lad også gerne barnet være med til at smøre madpakken – de kan selv pille æg, skære bananen ud, lægge pålæg på og meget andet. Det giver udfordringer til motorik og fantasi – og så er det sjovt at fortælle de andre børn, at ”jeg har selv smurt min madpakke”.


I børnehaven sætter vi tid nok af, så det bliver hyggeligt at spise sammen

Jeres barn spiser 2-3 måltider i børnehaven, og det kan som forældre være svært at følge med i, hvad og hvor meget Jeres barn spiser i løbet af dagen.

Derfor har vi besluttet, at ingen må smide mad væk. Men vi har også besluttet, at alle børn spiser minimum en halv skive rugbrød til frokost. Børnene spiser som udgangspunkt den mad færdig, som de er begyndt på.

Personalet vil gerne i dialog med forældrene vedrørende madpakker og frugt, for her opleves mange sjove episoder, der er værd at genfortælle og huske.
 

Drikkevarer:

Børnehaven sørger for drikkevarer.

Til frokost serveres økologisk minimælk, skummetmælk, kærnemælk og vand. Herudover drikker vi vand. Ved særlige lejligheder kan der selvfølgelig serveres andre drikkevarer.


"Frugt" – mellemmåltider:

I børnehaven er der en frugt- og brødordning, som der betales til for ½ år ad gangen. Børnene får 1 stk frugt + ½ skive brød serveret i køkkenet mellem kl. ca. 13.30 og 15 om eftermiddagen. Frugten skæres op, så barnet får mulighed for at smage på flere slags frugt.

Tur-madpakken:

Når barnet er på tur med børnehaven, så får det frisk luft og masser af oplevelser. Det giver god appetit – kom derfor en ekstra mad i madpakken. Klapsammen-madder og sandwich er ideelle til turmadpakken. Pålæg som kan spise med fingrene – for eksempel frikadeller, ostestave, banan og kogt kartoffel – er også gode til turen. Madpakken skal helst være i papir og pose med navn på – og lægges i en lille rygsæk, der sidder godt på barnets ryg.


Fødselsdage og særlige lejligheder:

Tanken bag at fejre barnets fødselsdag er at lære at glæde sig sammen, glæde sig på andres vegne, at tælle dagene og så videre. Det er vigtigt IKKE at skrue disse fødselsdage op.

Aftal med kontaktpædagogen ca. 14 dage i forvejen, hvordan fødselsdagen skal holdes.
Børnene skal ikke medbringe gaver – vi sørger for en fællesgave fra hele gruppen.

Til fødselsdagsfesten drikker og spiser vi det vi kan - og ser os gerne fri for uddeling af slikposer eller lign.

Særlige lejligheder: Børnehaven bestemmer – afhængig af vind og vejr!

For eksempel: Is på en varm sommerdag, pandekager og snobrød på bål, særlige overraskelser i ferietiden, børnehavens fødselsdag, afskedsfest, boller og kakao i ruskvejr, overraskelseskage og lignende.


I yderste nød:

Er madkassen og frugtkurven en dag tom – og Dit barn er sulten og ikke bliver hentet inden for den næste times tid, så kan børnehaven tilbyde havregryn, cornflakes eller knækbrød.

 

Siden er opdateret:  15-02-2012
Ansvarlig:  Jannie Blavnsfeldt • e-mail:  jblv@sonderborg.dk • telefon direkte:  74488386
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!