Sygdom og ferie

Er dit barn syg, skal det selvfølgelig ikke være i dagpleje. Også selv om dagplejeren bare skal være hjemme. Det er vigtigt at se på hvordan barnet har det i stedet for at hænge sig i om barnet har feber eller ej.
Bliver barnet syg i løbet af dagen, ringer vi til jer så barnet kan komme hjem. Nogen gange kan det være nok at dagplejeren bare ringer og siger at hun nu lægger barnet ud at sove og at man så ikke lige skal arbejde over den dag – andre gange er det så slemt at barnet skal hjem med det samme.                        
Hvis der er smitsomme sygdomme i omløb i gruppen, får forældrene selvfølgelig besked fra dagplejeren.
Bliver dagplejeren syg, ringer dagplejepædagogerne til hjemmet om morgenen og fortæller hvor kan komme i gæstedagpleje. Sygemeldinger løber altid ind mellem kl. 05.45 og 06.10, så der bliver også ringet tidligt til jer.

Fravær og ferie 

Dagplejerne har – ud over 5 ugers ferie og den 6. ferieuge – 6 ekstra afspadseringsdage pga. deres lange åbningstid. Desuden optjenes der afspadsering ved aftenmøder og andre arrangementer udenfor arbejdstid.
Som forældre ved du altid i god tid, hvis din dagplejer holder ferie eller afspadserer. Dit barn kommer så i gæstedagpleje hos en af kollegerne i legestuegruppen.
Hvis barnet er syg eller holder fri skal du fortælle det til din dagplejer, ligesom du skal ringe før barnet igen starter i dagplejen.
Langt de fleste børn i dagplejen holder sommerferie, og det er rigtig dejligt at få et afbræk fra hverdagen, så vi opfordrer kraftigt til at man planlægger en ferie sammen med sit barn.

 

Siden er opdateret:  25-05-2010
Ansvarlig:  Kirsten Petersen - Dagplejen • e-mail:  kper@sonderborg.dk • telefon direkte:  88725360
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!