Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet står meget højt på vores prioriteringsliste. Det betyder meget for os, og for børnene, at forældre og pædagoger har en daglig god kontakt med hinanden.

Det øger børnenes trivsel og det gør det nemmere for både forældre og pædagoger at hjælpe hinanden, hvis der skulle opstå problemer.

Børnehavens forældre kan altid regne med at blive kontaktet, såfremt vi ser signaler på, at barnet, over nogle dage, trives mindre godt end normalt. Vi forventer også, at forældrene kontakter os, hvis der er forhold i institutionen eller derhjemme, som har betydning for barnets trivsel.

Vi har mulighed for at tilbyde en grundigere familierådgivningssamtale hvis vi skønner, at der er behov for det. Børnehavens forældre er naturligvis også altid velkomne til at tage initiativ til en samtale.

Som fast procedure inviterer vi til en samtale efter barnets første 3-4 måneder i børnehaven . Derefter indbydes til 4 års samtale og 5 års samtale

De kommende skolebørns forældre indbydes til samtale i Januar


Information

Lilleskovens børnehaves 4 vigtige opslagstavler

Afkrydsningstavlen-sæt X

På væggen til højre for hoveddøren hænger en afkrydsningstavle der viser hvilke børn der er i børnehaven. Forældrene sætter hver dag et kryds udfor deres barn som det allerførste når man møder i børnehaven, og som det sidste når man går hjem.

Informationstavlen for tema-og stamgrupper
Den daglige og ugentlige information fra tema- og stamgrupper finder man på den store orange opslagstavle til venstre for hoveddøren, når man kommer ind. Her kan man se planer og også ofte billedmateriale fra gruppernes aktiviteter.

Forældretavlen
På den blå tavle lige inden for hoveddøren, finder man forældreinformation af forskellig slags. Forældrebestyrelsen redigerer denne tavle .
 
Hoveddøren
Ind imellem bruger vi også hoveddøren til opslag. Det er ofte, når der er noget særligt vi vil gøre opmærksom på.


Nyhedsbreve:

Denne form for information udkommer mindst 4 gange årligt. Det er en samlet række oplysninger om stort og småt i børnehaven, og har til hensigt at give forældrene et bredere billede af det der rør sig i børnehaven for tiden.

Mad:

Børnene skal hver dag medbringe mad og frugt til frokost og eftermiddagsmåltid. Til begge måltider sørger børnehaven for mælk og vand.

Hver gruppe her en række hylder i køleskabene på gangen. På hylderne kan forældrene se hvor barnets stamgruppe har sine madkasser. Frugten skal lægges i stamgruppens kurv som står tæt ved køleskabet.


Indesko (pusser) og skiftetøj:

Alle børn skal hver dag medbringe indesko og skiftetøj. Indeskoene skal have blød bund, både for føddernes skyld men også af hensyn til støjen i huset.

Børn og voksne er ude hver dag året rundt, og det er derfor meget vigtigt at børnene har det rigtige tøj med,- og nok af det. Det kan nogen gange være nødvendigt med flere sæt udetøj og indetøj pr. dag.
Børnehaven har ikke tøj og fodtøj til udlån.

En stor del af børnehavens legeplads er skov. Derfor må der ikke være snore, bælter m.m. i tøjet, ligesom halstørklæder heller ikke duer. Undgå alt det der kan gøre livet i skoven farligt.

Vigtigt : Tøj, sko og andre ejendele skal mærkes med navn.

Hver dag når børnene hentes, skal deres fodtøj sættes op på skohylden, så vores servicemedarbejder ubesværet kan komme til at feje og vaske gulv.

Hver fredag skal alt børnenes tøj og fodtøj tages med hjem. Også det der ligger i børnenes kurve. 

Vores servicemedarbejder kan på denne måde ubesværet give hele garderoben en grundig omgang rengøring.

Sygdom og fravær:

Vi modtager ikke syge børn. Børnene skal være raske for at kunne komme i børnehaven. Det er både af hensyn til barnet selv, men også af hensyn til smittefare for de andre børn og for de ansatte.

Der skal gives besked til børnehaven, når børnene holdes hjemme p.g.a enten sygdom, ferie eller andet fravær.

 

Siden er opdateret:  15-08-2011
Ansvarlig:  Esther Henriksen • e-mail:  ehen@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 4304
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!