Hvem er vi?

Nordborg Børnehave er en kommunal institution, beliggende i et skønt område tæt på by og natur. Tidligere var børnehaven, som i år "fylder" 51 år, placeret midt i Nordborg By, men fik i januar-02 tildelt ny beliggenhed og tilhørende nybygget hus med adresse i det nye boligkvarter Gammeldam.

Børnehaven er normeret til at modtage 55 børn, og der er til arbejdet med børnene ansat 12 voksne, som udgør et engageret og kompetent personale.

Børnehavens rum er funktionsopdelt, børnene er fordelt på tre aldersopdelte grupper, blå, rød og gul stue.

Udover vores grupperum, blå, rød og gul stue, har vi også flere andre funktionsopdelte rum, såsom puderum, dukkekrog, konstruktionsrum samt vores vandlegerum.

Blå stue

Blå stue fungerer som vores småbørnsgruppe og er placeret i den ene del af huset, således at de mindre børn har mulighed for at "have sit eget", mere rolige rammer, soverum og puslefaciliteter.

  • Blå stue har forskelligt materiale og legetøj til rådighed, så der kan skabes tilbud om aktiviteter for den yngste aldersgruppe.
  • Blå stue spiser i eget grupperum med "deres" voksne, men har naturligvis mulighed for at færdes i hele huset efter behov, når barnet føler sig tryg derved.

Rød stue

  • Rød stue er vores "midtergruppe". Her går børnene når de er 3-5 år.
  • Rød stue fungerer desuden også som vores læse hjt rum, hvor vi har en god "flydesofa" hvor der både er mulighed for at sidde og læse en bog i fred og ro, men også en mulighed for at få læst højt af de voksne.


Gul stue

  • Gul stue er vores "storebørnsgruppe". Her går de børn der skal i skole den næstkommende sommer
  • Gul stue er også vores kreative rum. Her er der mulighed for, at klippe, klistre, tegne, male, sy lave, perler og meget andet.

 Børnehaven er omkranset af en meget stor og dejlig legeplads, opdelt med flere forskellige funktioner. I et område er der bålplads/hytte med tilhørende frugthave, et andet område er til udfordringer i balance, klatring m.m.  Der findes gynger, gravesteder, rutschebaner og tovværksoptræk.
Vi er meget glade for vores nyopførte legeborg og vil fortsat tænke udvikling på vores legeplads, da vi absolut ser en stor kvalitet i at skabe flere muligheder for motorisk udvikling under åben himmel.

Da legepladsen er forholdsvis nyetableret mht. beplantning, er der stadig meget åbent og vi garanterer for frisk og landlig luft hver dag, uanset årstid og vejr.


 

 

Siden er opdateret:  04-01-2012
Ansvarlig:  Annette Bek • e-mail:  abek@sonderborg.dk • telefon direkte:  74451317
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!