Serviceafdelingen:


Serviceafdelingen består af 6 personer og vores opgave er, at alt det praktiske fungerer på Alssund Børne- og Ungdomscenter. Vores opgaver omfatter blandt andet

  • tilrettelæggelse, indkøb og tilberedning af kosten
  • rengøringen
  • vedligeholdelse af bygningerne indvendigt
  • vedligeholdelse af udearealerne

Vores vision for afdelingen er:

Serviceafdelingen ønsker at løse sine opgaver på en positiv og effektiv måde samt være en stærk og energiskabende samarbejdspartner på Alssund Børne- og Ungdomscenter. Vi vil arbejde for at blive den bedst fungerende og mest nytænkende serviceafdeling inden for døgninstitutionsområdet.

Sådan arbejder vi

I Serviceafdelingen ser vi det som rigtigt og vigtigt, at vi arbejder professionelt mod vores målsætninger ved at have fokus på opgaverne. I vores daglige arbejde ser vi det som både naturligt og nødvendigt, at vi arbejder ud fra vores værdigrundlag, som skal være et styrende pejlemærke for vores samarbejde. Vi mener, at vi alle har et fælles ansvar for at opnå trivsel og succes i afdelingen.

Vi lægger vægt på, at de daglige opgaver er godt beskrevet, og arbejder herefter alle mod vores mål under mottoet ”Frihed under ansvar”.

Vi ønsker en synlig leder i afdelingen, der, så vidt det er muligt, skaber en flad struktur i det daglige, hvor alle kan komme til orde i udviklingen og løsningen af opgaverne.

Vi mener, at det er vigtigt i det daglige at udvise humor og et godt humør, samt have en anerkendende tilgang til hinanden.

Serviceafdelingens mening og værdier på rengørings- og kostområdet

Meningen med Serviceafdelingen på Alssund Børne- og Ungdomscenter er

at give børnene og de unge en opvækst i hygiejniske og attraktive rammer og at give den enkelte en barndom, der er præget af en god og ernæringsrigtig kost, som vil sikre barnet og den unge en sund og naturlig udvikling i opvæksten.

Værdierne

  • vi vil arbejde for, at børn og voksne trives i attraktive og hygiejniske lokaler, hvori der er et sundt miljø. Dette vil vi opnå med behovsstyret effektiv og professionel rengøring
  • vi vil møde børn og voksne med et varmt helhedspræget menneskesyn
  • vi ønsker, at kosten er sammensat på en måde, der sikrer børnene en sund opvækst
  • vi ønsker, at kosten er præget af kvalitet på en naturlig måde uden unødvendige tilsætningsstoffer
  • Vi ser gerne, at serviceafdelingen bliver et naturligt omdrejningspunkt i det daglige

Serviceafdelingens målsætninger på vedligeholdelsesområdet

Vi ønsker, at Alssund børne- og ungdomscenter er et pænt sted med en hjemlig atmosfære, hvor børn og voksne trives i venlige omgivelser.

På Alssund børne- og ungdomscenter ønsker vi, via de fysiske rammer, at være et indbydende og velholdt sted. Vi ønsker, at børn og voksne trives i hjemlige og pæne lokaler. Vi vil ikke bare have styr på rammerne – vi vil med rammerne give gæster, forældre og ikke mindst de daglige brugere og beboere et positivt indtryk af stedet, hver gang de ”træder ind”.

Serviceafdelingen ønsker at behandle sine kunder på en hurtig og effektiv måde, hvor smil og en positiv grundholdning er i højsædet. Vores menneskesyn hviler på forståelse af menneskers forskellighed.

Serviceafdelingen ønsker at være helt i front inden for området effektiv drift og vedligeholdelse inden for døgninstitutionsområdet. Vi vil kort sagt have førertrøjen på inden for området.

Udearealerne ønsker vi skal være inspirerende og vedligeholdte. Der skal være plads til både leg og rekreation. Det skal være et frirum og åndehul.

Vi ønsker, at de fysiske rammer skal være normgivende for vore børn og unge. Vore børn og unge skal tage normerne med sig efter opholdet.

Serviceafdelingens holdninger og værdier i forhold til de unge

På Alssund børne- og ungdomscenter bestræber vi os på at give vore børn og unge værdier og en kultur, der er lig det omgivende samfund. Vi ser det som vores opgave, at den unge kan begå sig i samfundet via indlærte sociale færdigheder.

Det er vores holdning, at vore børns og unges uacceptable opførsel, ødelæggelser af inventar og bygningsdele ufortrødent bliver påtalt og stoppet af medarbejderne. Vi er de voksne og vi er vores opdragende rolle bevidst og vil bruge differentierede pædagogiske virkemidler ud fra det menneskesyn, der inkluderer rummelighed, anerkendelse og hensyntagen til det enkeltes barns/den unges særlige behov. Vi vil hermed gå hele vejen for at lære vore børn og unge at begå sig på en måde, som er alment acceptabel.

Vi ønsker, at vedligeholdelsesstandarden på Alssund børne- og ungdomscenter er høj. Vi vil byde vore børn og unge samt medarbejdere nogle ordentlige rammer at leve og arbejde under. Vi ønsker os af de fysiske rammer, at de, så vidt det er muligt, ligner det, der er en normal god standard i det danske samfund.

Vores mål er

  • altid at møde børnene og de unge på en positiv og anerkendende måde
  • at lære barnet/den unge en adfærd og sociale færdigheder som er lig det omkringliggende samfund
  • at nedbringe de økonomiske konsekvenser af børnenes/de unges hårde adfærd ved at ændre denne adfærd
  • at alle medarbejdere kender holdningen og arbejder aktivt herefter
  • at have en meget høj vedligeholdelsesstandard

 

Siden er opdateret:  16-01-2011
Ansvarlig:  Jeannette Nielsen • e-mail:  jni2@sonderborg.dk • telefon direkte:  74426418
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!