Bliv aflastningsfamilie

Plejefamilier i SønderborgHvad er en aflastningsfamilie?

Aflastningsfamilier er familier med lyst og overskud til at passe et ekstra barn i deres hjem. Barnet eller den unge bor hos aflastningsfamilien i weekender – eksempelvis hver 2. eller hver 3. weekend, og I nogle tilfælde også en hverdag i ugen og på kortere ferieophold. Barnet har folkeregisteradresse hos sine forældre.
Som aflastningsfamilie bliver man aldrig en erstatning for barnets egen familie, men man kan blive et godt og vigtigt supplement.

Hvad er børnenes baggrund? 

Mange af børnene kommer fra et hjem, hvor der kun er én forælder, eller hvor netværket er spinkelt, og barnet trænger til støtte, for at hverdagen i familien kan fungere. Der kan være tale om socialt belastede familier, hvor børnene har brug for et fast holdepunkt, indblik i andre hverdagsrutiner og nye indtryk.
I nogle tilfælde kan aflastningen forebygge en mere indgribende indsats som eksempelvis en anbringelse.
Der kan også være tale om børn, der har fysiske eller psykiske handicaps. Deres familier har ofte en krævende hverdag, hvor det kan være nødvendigt med et pusterum, så forældrene kan få lidt tid alene eller sammen med barnets eventuelle søskende.

Skal alt være anderledes?

Barnet vil ofte have stort behov for at indgå i et helt ”almindeligt” familieliv.  Derfor skal I ikke nødvendigvis arrangere udflugter eller store sammenkomster, hver gang I har besøg. Stabilitet, omsorg, hverdagsrutiner og jeres familieliv er oftest det bedste, I kan give barnet.
Hvorfor blive aflastningsfamilie?
Det er et stort ansvar at være aflastningsfamilie. Nogle gange giver det relationer, der varer livet ud, oplevelser for livet og ikke mindst følelsen af at gøre en forskel i et andet menneskes liv. Men det kan også give store udfordringer og påvirke familielivet i større eller mindre omfang. Derfor er det en stor beslutning at blive aflastningsfamilie. 
I skal vælge det, hvis I har mere at give.
Aflastningsfamilier er ofte med til at gøre en virkelig forskel i et barns eller et ungt menneskes liv. Det kan I også gøre – blandt andet for at:   

  • hjælpe et barn, der af den ene eller anden grund trænger til støtte
  • give et barn nye oplevelser i trygge rammer med nære og betydningsfulde relationer i en familie
  • give et barn en plads i jeres familieliv
  • berige jeres eget familieliv
  • opleve glæden ved at se et barn udvikle sig
  • opleve glæden ved at give til andre
  • skabe en relation, der for nogles vedkommende varer livet ud.

Hvad skal I overveje, før I beslutter jer?

At blive aflastningsfamilie er en stor beslutning, og inden I træffer den, er der nogle overvejelser, som I bør gøre jer. Hvis I bestemmer jer for at sige ja tak, vil jeres familieliv i et vist omfang blive ændret.
Det kan være en god idé at tænke over, at:  

  • der kan gå lang tid med at knytte bånd mellem aflastningsfamilien og barnet, og derfor er det vigtigt, at I er indstillede på at tilbyde barnet et længere forløb i jeres familie
  • jeres familieliv er jeres primære redskab. Derfor er det hele jeres familie, der bliver involveret i beslutningen
  • der kan opstå jalousi og andre konflikter mellem jeres egne børn og barnet, I har i aflastning
  • barnet er oftest kun ” til låns” i kortere eller længere tid
  • nogle børn har manglet voksenkontakt og fællesop¬levelser – hvordan kan I som familie dække plejebar¬nets behov?
  • I skal bidrage til at skabe et positivt samarbejde med barnets forældre, forvaltningen og andre professionelle og være parate til at modtage tilsyn, vejledning og uddannelse.
  • barnets forældre handler måske ikke altid, som I synes, er bedst for barnet.

Hvad skal I kunne som aflastningsfamilie?

Der er ingen generelle krav om, hvad I skal kunne som aflastningsfamilie, da de nødvendige kompetencer og egenskaber afhænger meget af, hvilken situation barnet og dets familie står i. Nogle børn har mest af alt brug for trygge og stabile rammer, mens andre har behov, der kræver, at I som aflastningsfamilie har nogle særlige erfaringer eller kompetencer.
Fælles for alle aflastningsfamilier er det dog, at I skal have mere at give og hjertet på rette sted.

Desuden skal I:

  • have plads, tid, overskud og et generelt godt helbred
  • kunne give barnet stabile og trygge rammer og støtte barnets udvikling positivt 
  • kunne etablere tilknytning til et barn baseret på nærvær, omsorg og kontinuitet
  • respektere barnets ret til medbestemmelse 
  • respektere og støtte relationer mellem barnet og dets familie
  • samarbejde med barnets forældre og offentlige myndigheder

Der vil blive indhentet straffeattest og børneattest.

Hvordan kommer i i gang?

Hvis I er interesserede i at blive aflastningsfamilie, skal I henvende jer til jeres egen kommune, eller den kommune I ønsker at blive aflastningsfamilie i. Det er kommunen, der skal godkende jer, og det er også her, I kan få mere at vide om blandt andet det aktuelle behov for aflastningsfamilier, godkendelsesprocessen, opstart, vilkår, uddannelse og støtte undervejs.
Godkendelse  
Inden I kan godkendes som aflastningsfamilie, skal I igennem et grundkursus på fire dage. Kurset omhandler følgende aspekter:

  • Omsorg for og opdragelse af børn, herunder forståelse for anbragte børns særlige situation og eventuelle forstyrrelser i børnenes udvikling samt forståelse for relationen mellem aflastningsfamilie, barn, og aflastningsfamiliens egne børn
  • Samarbejdet med barnets forældre, herunder hvordan barnets og forældrenes relation støttes.
  • Aflastningsfamiliens rolle i samarbejdet omkring barnet eller den unge i forhold til de professionelle, herunder også de kommunale myndigheder.

Herefter vil jeres familieforhold blive undersøgt, og hvis I bliver godkendt, kan I og kommunen sammen vurdere, hvilket barn eller ungt menneske, der ville passe i de rammer, jeres familie kan tilbyde.
Vederlag og vilkår
Vederlag og vilkår er forskellige fra kommune til kommune og er fastsat i individuelle kontrakter. Indholdet afhænger af, hvilket barn eller ungt menneske, I får i aflastning, og vederlag og vilkår forhandles mellem den enkelte aflastningsfamilie og kommunen.

Uddannelse og støtte

Hvis I beslutter jer for at blive aflastningsfamilie, har I truffet et vigtigt valg. I hjælper et barn eller et ungt menneske, der har brug for det. Og den anbringende kommune vil meget gerne hjælpe jer med at løfte opgaven. Derfor er kommunen klar med den støtte og uddannelse, der skal til, for at I føler jer rustede til opgaven.
Inden I modtager et barn i aflastning skal I som hovedregel på et firedages kursus.  De fleste kommuner tilbyder forskellige former for løbende støtte, der kan hjælpe jer som aflastningsfamilie.
 
 
 

 

 

Siden er opdateret:  01-02-2011
Ansvarlig:  Katharina Andresen Thomsen • e-mail:  kato@sonderborg.dk • telefon direkte:  88726637
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!