Træning ved hjemmeplejens personale

Inden træningsstart har visitator i samarbejde med dig fundet frem til, hvad du gerne vil opnå med træningen. I nogle tilfælde vil det dog være træningsterapeuten, der sammen med dig har fundet frem til rette træningsindsats. I begge tilfælde er det visitator, der bestiller hjemmeplejens personale til at gennemføre træningsforløbet sammen med dig.

Når du er blevet visiteret til træning ved plejepersonalet, vil hjemmeplejens personale kontakte dig. Sammen finder I frem til, hvordan træningen bedst tilrettelægges og udføres hjemme hos dig.
Nogle af træningsindsatserne vil hjemmeplejen udføre efter vejledning fra en træningsterapeut. Vejledningen udarbejdes på baggrund af terapeutens faglige vurdering af dine individuelle behov.


Eksempler på træningsindsatser

  • træning i praktiske færdigheder som for eksempel tøjvask, tilberedning af måltider f.eks. fra den kommunale madordning, specifikke rengøringsopgaver
  • træning i personlige færdigheder som for eksempel at bade, klæde sig af og på, tømme kateterpose, få overblik over dagens opgaver
  • træning i fysiske færdigheder som for eksempel at skifte stilling/flytte sig, bedre gangfunktionen, gennemføre forskellige øvelser

 

Træningens varighed

Genoptræning tilbydes over en tidsbegrænset periode. Her vil hjemmeplejens personale og visitator følge op på forløbet og på resultaterne af træningsindsatsen. Træningen afsluttes, når målet er nået. Hvis du ikke er blevet selvhjulpen efter træningsindsatsen vil visitator vurdere, om du eventuelt er berettiget til at modtage anden hjælp eller støtte efter serviceloven.

Vedligeholdende træning kan i nogle tilfælde være uden tidsbegrænsning. Også her vil hjemmeplejens personale og visitator følge op på forløbet, så træningsindsatsen fortsat er målrettet dine behov.

 

Siden er opdateret:  01-06-2011
Ansvarlig:  Anette Haxholm Daugaard • e-mail:  adau@sonderborg.dk • telefon direkte:  8872 5695
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!