Konsekvenser af budgetforliget

I alt indeholder budgetforliget over 100 ændringsforslag i forhold til 1. behandlingen i Sønderborg Byråd, og kommunens direktion vil i de kommende uger uddybende drøfte udmøntningen af de enkelte punkter med den politiske ledelse. Derefter vil kommunens medarbejdere, som berøres, mere konkret bliver orienteret om de enkelte punkter.

Den samlede oversigt over alle ændringsforslagene, som forligspartierne har besluttet, kan ses her.

Forligspartierne i Sønderborg Byråd peger især på nedenstående konsekvenser af budgetaftalen:


Kommunale ejendomme/pedel og servicemedarbejdere

For bedre vedligeholdelse af vore ejendomme og for bedre at udnytte og styrke ekspertisen hos vore servicemedarbejdere og pedeller, opdeles kommunen i flere geografiske områder (distrikter).

Pedel- og servicemedarbejdere får fremover opgaven (kompetence og ansvar) med at sikre al vedligeholdelse af samtlige kommunale bygninger indenfor deres distrikt. Vedligeholdelseskontoen på lidt over 14 mio. kr. fordeles forholdsmæssigt til de pågældende distrikter. Forholdsmæssigt i forhold til antal kvm, ejendomme, fredninger, øvrige tilstand mm.. Samtidig geares afdelingen kommunale ejendomme ned til et minimum.

Det er ikke hensigten at flytte pedeller fysisk fra plejehjem og skoler, deres arbejdsfelt bliver i distriktet, der aftales og organiseres efter aftale med direktionen.


Kommuneplanarbejde

I fortsættelse af forslaget fra den politiske følgegruppe, hvor midler til kommuneplanarbejdet spares, ønskes den personalemæssige dækning nedjusteret i overensstemmelse hermed.


Transportkontor

Det nyetablerede transportkontor har allerede vist deres værd, men der er langt større potentiale ved at lade transportkontoret overtage forskellige forvaltningers arbejde med planlægning, forvaltning og udførelse af kørsel.

Det skal sikres, at når transportkontoret overtager og omlægger en kørselsordning for en forvaltning, så overflyttes midler svarende til de reelle hidtidige omkoster til transportkontoret.

Evt. kan der reduceres i personalet i fagforvaltningerne. Til gengæld skal transportkontoret tilføres ekstra bemanding enten ved omflytning eller ansættelse.

 

Virksomhedskonsulenter

På grund af regeringens ønske om yderligere privatisering og udlicitering gives der nu et statsligt tilskud til fremmede aktører på dette område.

Derfor ønskes arbejdet fremadrettet også udført af fremmede aktører. Indsatsen ønskes målrettet mod uddannelse og opkvalificering sammen med aktivering, der hurtigere sikrer et arbejde på almindelige vilkår. Lønmæssigt kan der spares 6 årsværk, hvilket giver en årlig besparelse på 2,1 mio. kr. (6 x 360.000 kr.).

Forslag på denne side medfører en årlig driftsbesparelse i lønkroner på minimum 4,5 mio. kr. i år 2010, stigende i årene frem, som udmøntes af direktionen.


Misbrugsindsatsen

Vi ønsker en styrkelse og fokuseret indsats på området. Vi ved, at mange henvendelser i kvindekrisecentret skyldes voldelige mænd med misbrugsproblemer. Ved en styrket forebyggende indsats ønskes disse sager nedbragt i antal, ikke mindst i forhold, hvor der også er hjemmeboende børn.

Der måles på indsatsen, bl.a. i samarbejde med Kvindekrisecentret, og ved at registrere nedgangen af voldsramte kvinder, der søger kvindekrisecentret.

Vi ønsker samtidig medarbejderne i misbrugscentret flyttet fra Helgolandsgade ifm de rokeringer der finder sted nu, hvor den etapevis udbygning af rådhuset i Sønderborg udskydes.

Det giver en huslejebesparelse på ca. 0,3 mio. kr. årligt.


Indsatsen mod langtidssyge

For at sikre en helhedsorienteret indsats ønskes et nyt tiltag iværksat på sygedagpengeområdet i et tæt samarbejde mellem arbejdsmarkedsafdelingen og sundhedsafdelingen.

For at korte sygeforløb bl.a. og primært de lange over 52 uger, ønskes ekspertise og netværk udnyttet hos sundhedsfagligt personale, kombineret med den nuværende indsats, der ydes af vore socialrådgiver m.fl.

Sundhedsfagligt personale indgår fremover i et tæt arbejdsfællesskab med vore medarbejdere på sygedagpengeområdet, for derved at forkorte sygdomsforløbet via deres kendskab til sundhedsvæsenet.

Derfor korrigeres den særlige indsats for at nedbringe antallet af langtidssyge, der blev indført for to år siden.. Lønsummen hertil findes ved at midler til de 6 ansatte, konverteres til sundhedsfagligt personale, så hurtigt det kan lade sig gøre i en løbende proces.


Revalidering

Vi ønsker fokus på revalidering, således af flere kan blive selvforsørgende.


Naturbørnehaver, Børneuniverser og vuggestuepladser

Vi ønsker at etablere yderligere naturbørnehaver, børneuniverser og vuggestuepladser, samt erstatning/løsning for Stjernevejens børnehave i Gråsten indenfor de afsatte kvalitetsfondsmidler/omfordeling af eksisterende midler i det omfang der er mulighed herfor.

Dette punkt skal betragtes som en buffer i forhold til kvalitetsfondsmidlerne. Vi vil sikre at der bliver anvendt de 111 mio. kr. i 2010 som anlægsmidler. Og 1. februar 2010 vurderes hvorvidt de igangsatte projekter og arbejder medfører, at vi når målet, hvis ikke kan ovennævnte igangsættes sideløbende.

Når emnet er vuggestuepladser, er vi af den opfattelse, at i det omfang disse kan etableres indenfor bestående rammer kan det igangsættes. Eksempelvis kan der etableres 12 vuggestuepladser i Havnbjerg Børneby for 237.000 kr. årligt i merudgift, og der vil med fordel kunne etableres tilsvarende flere steder, hvor børnetallet går ned, og hvor ledig kapacitet i børnehaver muliggør omfordeling. Der afsættes 1,2 mio. kr. årligt yderligere til drift af vuggestuer i 2011 og frem.


Integration

Vi ønsker at den fremtidige integrationsindsats fremover primært målrettes mod de unge under 25 år. Vi ønsker gennemført en analyse / evaluering af integrationsindsatsen. Midler der frigøres anvendes til optimering af indsatsen for at sikre flere uddannelses- og praktikpladser, bl.a. de midler der frigøres ved at nedlægge intergrationskoordinationen (1,4 mio. kr. årligt i 2011).

Formålet og målet er styrke indsatsen for at 95 % af de unge u/25 år gennemfører en ungdomsuddannelse. Forslaget er således udgiftsneutralt.


Gadelys

Vi ønsker indgået en aftale med energiselskab, for at få udskiftet vore armaturer over en årrække i hele kommunen med henblik på af få vedligeholdelsesfrie armaturer, og lavenergipærer (diodelys) med lang levetid. Det sparede energiforbrug anvendes som tilbagebetalingsprofil = udgiftsneutralt for kommunen; men CO2 forbruget nedsættes væsentligt år for år. Forslag udarbejdes inden udgangen af 2009.


Regresindtægter

Vi ønsker en øget indsats i forhold til at modtage regresindtægter fra forsikringsselskaberne i forbindelse med sygedagpengesager. Forventningen er en merindtægt på minimum 0,5 mio. kr. årligt. Opgaven prioriteres indenfor bestående resurser.


Ungdomsskole – UU – Uddannelse for unge med særlige behov

For at sikre en helhedsorienteret og mere målrettet indsats ønskes områderne samlet i en enhed. Forslag udarbejdes inden udgangen af januar kvartal 2010, og indgår i arbejdet med en ny helhedsorienteret ungdomspolitik.

En ungdomspolitik, der tager højde for forskellige alderstrin, udsatte børn og unge, såvel som alle dem, der lever et normalt børne- og ungdomsliv. Altså en ungdomspolitik , der indeholder hele paletten for et godt og udviklende ungdomsliv – unges skoleliv, uddannelses- og arbejdsliv, såvel som deres fritidsliv, kulturelle og sociale tilbud.


Ansvarlighed, ejerskab og demokratiforståelse fremmes

For at fremme disse tre vigtige holdninger i folkeskolen ønsker vi afsat 1 mio. kr. årligt af de ekstra renoveringsmidler til folkeskolen afsat under Børn- og uddannelsesområdet (udgiftsneutralt). Beløbet disponeres efter indstilling af elevrådene i en demokratisk proces, altså ikke en proces, hvor hver skole tildeles en bestemt portion på forhånd. Men en proces, hvor forhandling og argumentation, dokumentation går forud for den demokratiske afgørelse.


Havne

Områderne foreslås samlet i én enhed. Brovagter og andre vagttjenester nytænkes og reorganiseres. De forslåede forhøjede afgifter på lystbådehavnene indføres og provenuet går til renovering af områderne. Vi skal dog ikke have højere afgifter end at vi stadig er konkurrencedygtige. Oplæg udarbejdes inden udgangen af april kvartal 2010.


Buskort til studerende

Vi ønsker buskort til studerende på vore gymnasier mm. Ordningen ønskes indført fra det nye skoleår august 2010, der afsættes 2,1 mio. kr. i 2010 og 4,2 mio. kr. i overslagsårene hertil. Der indtænkes evt. mindsteafstande i ordningen.


Sydtrafik

Samtidig ønsker vi at danne vort eget trafikselskab, med det formål at danne et meget mere fleksibelt offentligt transportsystem. Det indebærer, at vi om muligt træder ud af Sydtrafik.


Sygefravær

Sygefraværet er for højt i Sønderborg Kommune. Vi ønsker en indsats, der sikrer et lavere sygefravær. Vort mål er at sygefraværet ligger på, eller lidt under landsgennemsnittet. Dette er et ledelsesansvar. Vi afsætter 1,7 mio. kr. årligt yderligere til sundhedsordninger for personalet, som udmøntes i et samarbejde mellem fagcenter sundhed og personaleafdelingen, der er således 2,7 mio. kr. årligt til disse ordninger.

 

Siden er opdateret:  04-01-2010
Ansvarlig:  Kristian Pallesen • e-mail:  kpal@sonderborg.dk • telefon direkte:  88725018
Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!