Læs om KRAM-undersøgelsen.
Sønderborg udpeget til sundt projekt.KRAM står for kost, rygning, alkohol og motion, og Sønderborg blev den første af 11 udpegede kommuner, som skulle være med til at kortlægge danskernes folkesundhed. Sammen med Varde var Sønderborg eneste sydjyske kommune. I regionen er også Faaborg-Midtfyn og den lille Ærø Kommune med. 44 kommuner havde søgt.
Sønderborg lagde ud, 20.000 borgere modtog brev fra Statens Institut for Folkesundhed. Sammen med brevet fik de en enestående mulighed for at få foretaget et grundigt tjek af en række vigtige helbredsfunktioner. Sammen med resultaterne fra de andre kommuner vil det give et af de hidtil grundigste billeder af danskernes sundhed og være et værdifuldt grundlag for fremtidig forskning og prioriteringen af indsatsområder.
Men mulighederne, der åbner sig ved at være udpeget som KRAM-kommune, favner bredt. Den giver kommunerne mulighed for at sammenligne egen indsats med andres, at iværksætte lokale aktiviteter, for eksempel motion, og styrke det videnskabelige grundlag for det fremtidige arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse.
- Når Sønderborg har fundet vej gennem nåleøjet, hænger det i høj grad sammen med, at kommunen har prioriteret sundhed som en overordnet værdi i alle sammenhænge, og med, at kommunen allerede har gang i en række sundhedsfremmende aktiviteter, siger afdelingsleder i Fagcenter Sundhed, Gregor Gurevitsch.
Det er Det nationale råd for Folkesundhed, der har taget initiativ til KRAM-projektet, og det finansieres af Tryg-Fonden sammen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Selve undersøgelsen fandt sted fra den 3. til den 28. september 2007, hvor 2000 tilfældigt valgte borgere var inviteret til at besøge en KRAM-bus, der blev stillet op centralt i Sønderborg. Her gennemførtes måling af blodtryk og fedtprocent, en konditest, styrketest, balancetest m.m. Og samtlige borgere over 18 år blev indbudt til at besvare et internetbaseret spørgeskema.
Undersøgelsen foregik dels i en KRAM-bus, som stod parkeret ved Fagcenter Sundhed på Kastanie Allé i Sønderborg, dels i et par af fagcentrets lokaler. De borgere, der tog imod invitationen, blev budt velkommen og modtog orientering om undersøgelsen i bussen. Man skulle skynde sig for at nå at komme med. Der var kun gratis sundhedstjek til de første 2.000 der melder sig.
Inden døre blev der målt lungekapacitet, højde, vægt og fedtprocent, talje- og hoftemål. Der blev taget blodprøve – for blandt andet at bestemme kolessteroltal - målt blodtryk, og udført kondi-, styrke- og balance-test samt knogle-styrke.
Deltagerne fik deres måleresultater og en eventuel anbefaling med hjem.
Det var noget af en sundhedsraket, der blev sent i luften i Sønderborg den 3. september 2007. Formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Helge Larsen, åbnede KRAM-måneden klokken 14.00 ved KRAM-bussen i Kastanie Allé i Sønderborg med disse ord: - Svigtende folkesundhed er en bombe under vores velfærdssamfund. Hvis for mange mennesker ikke tager deres trivsel og sundhed alvorligt, så rammer det først og fremmest deres egen livskvalitet. Men samfundsøkonomiske kan vi heller ikke holde til, at der skal bruges for mange ressourcer på at reparere mennesker i lægehuse og på sygehuse, og vi har også brug for, at så mange som muligt er raske og ude på arbejdsmarkedet. Jeg synes, det er rigtig spændende, at vi i Sønderborg har kvalificeret os til at være med i KRAM-projektet, og samtidig håber jeg, at rigtig mange borgere vil tage godt imod de mange tilbud om aktiviteter, som foreningerne disker op med.
Det var startskuddet til en måned, hvor der sættes fokus på trivsel og sundhed i alle afskygninger – navnet er KRAM som står for kost, rygning, alkohol og motion.
KRAM-undersøgelsen i KRAM-bussen suppleres nemlig med en lang række aktiviteter, som foreningerne i Sønderborg Kommune tilbyder som led i at motivere borgerne til et bedre helbred – blandt andet ved hjælp at motion.
Siden er opdateret: 14-11-2011Ansvarlig: Bodil Larsen-Ledet • e-mail: bthl@sonderborg.dk • telefon direkte: 8872 5755Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!