Gældende for restaurationer, fortovscaféer o.l. på offentlige
vejarealer I Sønderborg kommune
I henhold til Lov om offentlige veje § 102 er der fastlagt følgende forskrifter for udeservering på offentlige vejarealer i Sønderborg kommune.
Tilladelse til udeservering kan gives for perioden 1. april – 15. oktober. Hvis påsken falder før 1. april, gives der tilladelse fra denne uge.
Udeservering kan tidligst åbnes kl. 11.00. Udeservering skal være lukket senest kl. 23.00 eller efter nærmere aftale med kommunen og politiet ved særlige arrangementer.
Der kan kun gives tilladelse til udeservering i direkte tilknytning til eksisterende restaurations-virksomhed eller andet udskænkningssted.
Udeservering skal fungere uden gene for den almindelige færdsel. Inventar må ikke spærre for adgang til forretninger, opgange, porte, cykelstativer og andet byudstyr.
Ansøgning til udeservering indgives til Sønderborg kommune, Veje og trafik senest to uger før tilladelsen ønskes benyttet. Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Veje og trafik på tlf. 8872 5589 eller 8872 5610.
Der skal ansøges om tilladelse til udeservering hver sæson, ligesom der skal søges ved ejerskifter eller hvis områdeafgrænsningen ønskes ændret.
Inventaret til brug for udeserveringen – herunder også de for friluftsrestauranternes vedkommende tilladte kiosker/boder og fadølsanlæg – skal godkendes af kommunen inden opstilling. Inventaret skal efter kommunens skøn harmonere med omgivelserne og facaden.
Inventaret skal bestå af lette, flytbare møbler i træ eller metal. Plastmøbler godkendes ikke.
Overdækning af det område, der skal benyttes til udeserveringen, må kun finde sted med markise, der skal være åben i siderne og i ensfarvet stof. Markisen rulles op udenfor åbningstiderne og må kun bære restaurantens navn.
Eventuelle parasoller og lignende skal være i lyst og ensfarvet stof og må ikke være påtrykt firmanavn eller logoer, som er uvedkommende for restaurationsvirksomheden. Er der et påtryk, skal denne være diskret.
Vægge, til brug for afskærmning af udeserveringsområdet, tillades kun i enkelte tilfælde og efter nærmere aftale. Væggene skal da bestå af godkendte blomsterkasser eller lette skærmvægge.
Der må ikke udlægges nogen form for gulvbelægning.
Supplerende og/eller speciel belysning af serveringsarealet skal godkendes af kommunen.
På arealet må der opstilles ét A-skilt, der maksimalt må være 60 x 120 cm. Af denne må restaurantens navn, sortiment og priser fremgå.
Der må ikke opstille øvrigt reklameinventar på eller omkring udeserveringsarealet i form af skilte, attrapper, standere, lysreklame, affaldsbeholdere og lignende.
Det påhviler bevillingshaveren at serveringsarealet hele tiden fremstår i pæn stand. Arealet skal dagen igennem renholdes og hele arealet skal efter lukketid fejes og rengøres ligesom alt affald, der kan henføres til udeserveringen, skal fjernes fra de omkringliggende arealer.
Der skal på serveringsarealet være adgang til affaldsbeholdere. Disse må ikke bære nogen form for firmanavn eller reklame. Kasser med flasker, tom emballage eller andet må ikke henstilles på eller ved udeserveringsarealet.
Når der lukkes for servering skal alt inventar fjernes. Ved lukning skal inventaret fjernes helt fra vejarealet, det vil sige køres i depot.
Tilladelse til nedgravning af bøsninger eller forsyningsledninger skal indhentes særskilt. Enhver art af forsyningsledninger til udeserveringsarealer skal fremføres under fortov eller vejareal.
Kommunen kan på et hvilket som helst tidspunkt og uden begrundelse tilbagekalde tilladelsen. Den almindelige begrundelse vil dog være i forbindelse med trafikale ændringer eller anlægsarbejder.
Tilladelse til udeservering kan inddrages såfremt regulativet ikke overholdes. Endvidere forbe-holder kommunen sig ret til at tilbagekalde en tilladelse, hvis Teknik- og Miljøudvalget skønner det påkrævet.
Siden er opdateret: 24-08-2011Ansvarlig: Connie Davidsen • e-mail: cdav@sonderborg.dk • telefon direkte: 88725589Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre!